Til Copenhagen Fashion Week viser Lifestyle & Design Cluster sammen med CIFF 40+ eksempler på, hvordan man som virksomhed eller platform bedst kan arbejde med cirkulære løsninger. Ønsket er at inspirere branchen samt opbygge et fællesskab med afsæt i cirkulær økonomi.

Cirkulær fashion fylder meget i modebranchen i disse år, og det kommer det også til på Circular Fashion & Textile Days under Copenhagen Fashion Week i august. Her viser Lifestyle & Design Cluster, i samarbejde med CIFF 40+, de danske modebrands samt platform- og serviceudbydere, hvordan de bedst kan arbejde med cirkulære modeller og løsninger. Hvor nogle virksomheder har startet med at være cirkulære, er andre i gang med at omlægge produktionen, så den kan blive mere cirkulær. Udstillingen skal inspirere livsstilsbranchen og opbygge et fællesskab centreret om cirkulær økonomi, og målet er at vise virksomhederne, at cirkularitet er ganske håndgribeligt, og at man kan indføre et skifte til mere cirkularitet i allerede eksisterende virksomheder.

Lifestyle & Design Cluster har i mere end ti år bygget bro mellem mode-, møbel- og designvirksomheder og vidensinstitutioner, hvis fokus ligger på at arbejde med cirkulær økonomi.

”Vi ønsker at fremme deling af viden og inspiration og ser frem til igen i år at fremvise de gode eksempler. Med den nye tekstilstrategi fra EU kan vi se, at det er vigtigt at få taget hul på omstillingen,” siger direktør for Lifestyle & Design Cluster Betina Simonsen i en pressemeddelelse.

Også direktøren for CIFF Christina Neustrup er begejstret for den kommende udstilling:

”Vi er rigtigt glade for igen i år at kunne byde velkommen til en række udstillere, der arbejder med cirkulære løsninger. Vi oplevede allerede i 2021 stor interesse for Circular Fashion Days, hvor gæsterne kunne opleve eksempler på den grønne omstilling, der er så nødvendig for modebranchen.”

Fem temaer har dannet grundlag for hvilke udstillere, der er blevet udvalgt, og det er ‘Design for cirkularitet’, ‘Sourcing af materialer’, ‘Produktion og distribution’, ‘Brug’, ‘Genanvendelse og genbrug’. Med til udstillingen hører en række talks og debatter under navnet ’Speaker’s Circles’, hvor publikum for eksempel kan tilmelde sig til guidede rundture i udstillingen.

 

Foto: Lifestyle & Design Cluster