”Vi ønsker at støtte op om en industri i knæ og sikre dens fortsatte virken på de nye betingelser og med et nyt perspektiv,” lyder det fra Just Female.

Copenhagen Fashion Week, Dansk Mode & Textil, Wear, CIFF og Revolver fortjener stor ros og anerkendelse for at sikre endnu en modeuge i København så kort tid efter denne pandemi og krise. Hvordan anerkender vi deres uvurderlige arbejde, som nu sikrer milliarder af kroner i samhandel og turisme til en kriseramt modebranche og et hårdt ramt København som turistmål? Ved at bakke op og deltage – aktivt.”

Sådan lød det fra Joachim Riis-Bernickow, Country Sales Manager for Oscar Jacobsen og Morris Stockholm, i et debatindlæg på TØJ – Fashion & Business Trends forleden.

I debatindlægget erklærer han sig pure enig med Nikolai Klausen, der er direktør hos brancheorganisationen Wear, idet han ligeledes i et interview med TØJ forklarer, at det lige nu er vigtigere end nogensinde, at modebranchen bakker op om modeugen:

”København er over et årti blevet en stærk modedestination, og Copenhagen Fashion Week er internationalt anerkendt. Det må vi på ingen måde tage for givet. Det er netop nu – midt i en global krise – at den danske modebranche skal sikre, at der også er en modeuge fremover. Denne ene gang er hele branchen nødt til at bakke op – også selv om det bliver i et andet format. Vi er nødt til at vise, at vi stadig er her.”

Modebrandet og trofast udstiller på modemessen Revolver Just Female er enig i ovenstående udtalelser.

”Just Female har været på Revolver de sidste fire sæsoner, og vi glæder os meget til at skulle afsted igen denne sommer trods pandemien, restriktioner og den efterfølgende økonomiske nedgang. Vi anser messer som en vigtig del af vores salgsstrategi, hvor man kan møde kunder, og de kan møde os og den nye kollektion på en måde, som man ikke kan digitalt,” udtaler Head of PR og Marketing hos Just Female, Anne Fisker Nielsen, til TØJ og fortsætter:

”Vi har flyttet salgsmøder til en digital platform, men intet stikker at kunne mærke kvaliteterne og tage en uformel snak ved en messe.”

”Det er den første brancheevent, vi deltager i efter pandemien, og vi ønsker at støtte op om en industri i knæ og sikre dens fortsatte virken på nye betingelser og med et nyt perspektiv,” siger Anne Fisker Nielsen videre, hvortil hun afslutningsvist ligesom Nikolai Klausen fastslår, at det er nu, at vi skal sikre København som en ultimativ modedestination:

”Messerne og Københavns modeuge er med til at gøre København til den modeby, den er – på godt og ondt. Hvis vi vil fortsætte med at være en relevant modedestination, er vi også nødt til i samlet flok at støtte op om de projekter, der hjælper os med at eksportere både vores visioner og vores produkter globalt. Det, at vi er et foregangsland inden der bæredygtig mode med særlige produktionsmetoder og etik, gør kun sagen endnu vigtigere.”

Foto: Just Female