Zalando og Copenhagen Fashion Week har fundet de tre finalister, der skal dyste om denne sæsons Sustainability Award.

Når den københavnske modeuge løber af stablen fra den 31. januar til den 3. februar 2023, vil Zalando endnu en gang uddele Sustainability Award.

Prisen hylder brands, der driver positive forandringer og bidrager til en mere ansvarlig modeindustri. I august 2022 var det Ranra, som løb med Zalandos Sustainability Award til Copenhagen Fashion Week.

Zalando og Copenhagen Fashion Week har nomineret danske STAMM, ukrainske TG Botanical og svenske Selam Fessahaye som finalister til denne sæsons Zalando Sustainability Award. De tre finalister er baseret på deres arbejde med at mindske produkternes miljøaftryk, materialernes oprindelse og produktionsmetoderne.

Finalisterne er udvalgt af en jury bestående af førende modeeksperter. Juryen har især haft fokus på materialer ved udvælgelsen af de tre finalister. Danske Elisabet Stamm har arbejdet med det indiske håndlavede khadi, som er traditionsrigt, håndvævet bomuldstekstil farvet med enten naturlig indigo eller urter og træbark. Designeren Tetyana Chumak hos TG Botanical har valgt naturmaterialer som hamp, hør og økologisk bomuld. Svenske Selam Fessahaye udvikler egne tekstiler lavet af genanvendte materialer, som hun ønsker at inkorporere i fremtidige kollektioner.

“Zalando Sustainability Award er en vigtig del af Copenhagen Fashion Week. Vi går femte sæson i møde, og vi er fortsat imponerede over og inspirerede af de mange brands, som deltager. Denne sæson er naturligvis ingen undtagelse, da vi har tre kvindelige finalister med forskellige baggrunde og historier, der hver har deres egen unikke tilgang til bæredygtig produktdesign og mode. Den energiske og dynamiske trio er med til at udvikle fremtidens design,” siger Laura Coppen, som er direktør for cirkularitet ved Zalando.

Juryen udpeger vinderen efter, at hver designer har præsenteret sin kollektion ved Copenhagen Fashion Week. Vinderen, som bliver offentliggjort den 2. februar 2023, modtager 20.000 euro og et samarbejde med Zalando om at udvikle en eksklusiv capsule-kollektion.

Foto: Zalando Sustainability Award