”Vi har et ansvar som et dansk modebrand, der har base i København. Derfor bakker vi op om en samlet messe og tror på, at vi kan løfte i flok,” fortæller Morten Dybdahl, Brand Director hos Matinique, i et interview om det ændrede messelandskab.

Hvordan har messerne udviklet sig over tid? Og hvordan har Matinique oplevet og tilpasset sig udviklingen?
Tidligere var messen opstarten på den nye sæson, hvor vi både præsenterede og solgte de nye kollektioner. I dag har messen en lidt anden funktion. I dag er messen et sted, hvor vi møder eksisterende kunder og potentielle kunder – samtidig er det en mulighed for at bakke op omkring vores branche med vores tilstedeværelse på messen. I forhold til messerne generelt, er der færre messer i dag, når man kigger rundt i Europa – og dem der er, udvandes. Hvis vi kan lykkedes med at stå sammen i København, kan vi blive en uundgåelig modedestination. Derfor støtter vi også om, at messerne er blevet lagt sammen. Og vi håber, det fortsætter med at være én enhed, der kan blive en samlet kraft, der kan trække både nationale og internationale indkøbere til i større skala.

Tidligere blev messer primært mest set som salgssteder. Hvordan bruger Matinique i dag messen?
I dag anvender vi primært messen til at have dialoger og aftaler med potentielle nationale og internationale indkøbere. Vores showroom på Holmen i København er fuldt booket fra morgen til aften under hele modeugen, og det er her, vi sælger vores kollektioner.

Kan messerne åbne døre og fx udvikle nye muligheder?
Der kommer mange internationale indkøbere på CIFF i København, så der er mange muligheder. Vi har igennem årerne haft stor succes med at få nye samarbejdspartnere på messerne – i dag kræver det større forberedende arbejde end tidligere. I dag har vi typisk haft dialog med potentielle samarbejdspartnere igennem længere tid, og så er modeugen i København et oplagt tidspunkt at mødes på.

Hvad kan en messe som CIFF gøre anderledes set gennem dine briller?
Jeg drømmer om, at messen bliver en destination for alle, der er interesserede i mode. Det kan man for eksempel gøre ved at skabe events, der underholder og trækker folk til. Hos DK Company har vi i mange år haft en fast koncert med en artist om onsdagen, der fungerer som en magnet og sagtens kunne trække flere mennesker til, hvis der var plads. På samme måde kan man skabe noget, der giver værdi og gør, at man ikke har lyst til at springe messen over. Det kunne også være at skabe mere synlighed omkring bæredygtighed og vise, hvordan man producerer tøjet eller sætte fokus på viden i branchen, der appellerer til målgruppen.

Hvad gør tilstedeværelsen på messerne for jeres brand og salgstal?
Vi ser vores deltagelse på messen som vores bidrag til, at messen – og København – fortsat forbliver en modedestination for nationale og internationale indkøbere. Matinique er et etableret brand, så mange kender os i forvejen. Samtidig starter herretøj tidligere med at sælge ind. Vi er derfor et godt stykke inde i vores indsalg, og i den københavnske modeuge er vi fuldt bookede i vores showroom, hvor både danske og udenlandske kunder kommer forbi og køber ind. Så vi bruger messen og showroomet til to forskellige ting.

Matinique sælges i 34 lande, og de er på messer i bl.a. Holland, Canada, USA og Danmark.

Foto: PR