Der er lagt op til en helt særlig oplevelse for både udstillere og besøgende, når dette års første udgave af Who’s Next løber af stablen.
Det er 25 år siden, at den parisiske messe Who’s Next fandt sted for første gang. Fredag den 18. januar 2019 begynder dette års første udgave af Who’s Next, der i alt strækker sig over fire dage. Messen lover både udstillere og besøgende en helt unik oplevelse.
Who’s Next, der beskriver sig selv som den førende messe inden for damemode, tilbyder i løbet af døgnenes lyse timer lærerige og inspirerende konferencer og workshops. Når solen er gået i seng, inviteres deltagerne til fashionable fester på trendy natklubber i Paris, hvor modemessens 25-års jubilæum skal fejres.
Udover damemode vil der på messen også være udstillere inden for både beauty, sko og accessories. Der vil være over 1.500 franske og internationale brands repræsenteret, og Who’s Next regner med omkring 50.000 besøgende i løbet af de fire messedage.
Blandt de mange udstillere findes danske brands som Becksöndergaard, Fransa og Vero Moda.
Læs mere om messen her.