Tusindvis af indkøbere, pressefolk og influencers forventes at deltage i årets første Who’s Next-messe, der blandt andet byder på det bæredygtige initiativ Impact.

Det er blevet tid til den første af to årlige messer i Parc des Expositions ved Porte de Versailles i Paris, hvor Who’s Next fordeler sig på 50.000 kvadratmeter med franske og internationale ready-to-wear-brands.

Messen, der denne gang rummer vinterkollektionerne for sæsonen 20/21, løber af stablen fra den 17. til den 20. januar 2020, og besøgende kan gå på opdagelse mellem i alt 1300 brands, hvoraf 600 er ready-to-wear og 700 dækker accessories, beauty og livsstil.

Blandt de danske brands på messen er Rabens Saloner, Nümph, Lofina og Denmark.

Who’s Next har eksisteret i mere end 25 år og er vært for indkøbere, brands, journalister og trendsættere fra mere end 100 lande.

 

Samler den bæredygtige modeindustri

Foruden fire dage med networking, konferencer, livsstilsaktiviteter og fejringer kan besøgende glæde sig til at besøge Impact-området, der har til formål at samle den bæredygtige modeindustri.

”Impact samler modeindustrien: producenter, brands, unge designere, retailere og forbrugere. Sammen handler vi for en positiv, ansvarlig og bæredygtig mode. Sammen driver vi den sociale og miljømæssige forandring,” lyder det på initiativets hjemmeside.

Området er åbent for både offentligheden og professionelle.

Derudover byder januars Who’s Next blandt andet også på muligheden for at booke et møde med en ekspert, der kan vejlede i problemstillinger med blandt andet e-commerce, visuel markedsføring og logistik.

Læs mere om messen her.