Det bliver under andre rammer og med en anden stemning, end man ellers kender Modefabriek for, at messen i januar 2021 afvikles. 

I sommeren 2020 havde de fleste europæiske messer fundet på alternative måder at blive afviklet på, idet Covid-19 satte en brat stopper for det fysiske møde.

Flere lancerede eksempelvis digitale platforme som substitut for den fysiske messe.

En af dem var den hollandske modemesse Modefabriek.

Nu melder messen dog ud, at den vender tilbage i det fysiske format til januar 2021 – dog med et nyt, coronavenligt koncept, der går under navnet Modefabriek The Naked Edition.

“Ideen er ren, gennemsigtig og prisvenlig med en enkel opsætning og fokus på at samle branchen. Vi er tilbage de sædvanlige datoer i slutningen af januar 2021 i RAI Amsterdam,” skriver messearrangørerne i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Vi kan ikke vente med at arrangere en B2B-begivenhed, hvor besøgende og udstillere møder hinanden ansigt til ansigt igen – for det er, hvad vi hører: Udover at mødes på onlineplatformen, har mange et stort ønske om igen at mødes og se hinanden personligt, netværke med hinanden samt at røre ved og opleve kollektionerne live.”

Onlineplatformen, der blev lanceret under sommerens messe 2020, er aktiv hele året rundt – nu og i fremtiden – som en del af den fysiske messe.

Messen afvikles den 24. og 25. januar 2021, hvor brands med kategorierne dame-, herre- og børnemode, sko og accessories kan udstille.

Foto: Modefabriek