CIFF Youth udvider med et helt nyt område på den kommende messe i januar 2020.
Der bliver endnu flere stande at besøge, når branchefolk besøger modemessen CIFF Youth på den kommende AW 20/21-messe i januar 2020. CIFF Youth, der udstiller tøj- og interiørtrends for børn, teens og tweens, udvider nemlig med det helt nye område Next. Det oplyser CIFF Youth i en pressemeddelelse.
Området har til formål at hjælpe unge, talentfulde brands med at vokse, lyder det pressemeddelelsen fra messen. Next bliver en integreret del af CIFF Youth, men får sit eget univers og særskilte visuelle identitet.
”Vi udvikler os konstant og leder efter nye veje og inspirationskilder, som er årsagen til, at vi ved siden af messen med etablerede og kommercielle brands fokuserer på at skabe et fælles grundlag for virksomheder, unge talenter og brancheeksperter til at udveksle idéer, dele knowhow og lære af hinanden,” skriver arrangørerne bag modemessen og fortsætter:
”Vi tror på, at ved konstant at udfordre vores branchefællesskab og os selv og samtidig bringe nye, opkommende talenter sammen, kan CIFF Youth være et branchefællesskab, der mødes for at hjælpe og inspirere branchen.”
Det er endnu uvist, hvilke brands der vil optræde på messen, som finder sted fra den 29. til den 31. januar næste år, men CIFF Youth forventer at præsentere navnene i løbet af de næste uger.