Bread & Butter-grundlægger, Karl-Heinz Müller, planlægger en ny messe i Berlin. Messen falder på samme tidspunkt som Berlin Fashion Week 2019.
Grundlægger af Bread & Butter, Karl-Heinz Müller, annoncerede i slutningen af 2014, da Bread & Butter skulle indgive konkurs, visionen om en “guerillamesse på Berlins gader.” Derfor har en ny messe været ventet længe i branchen.
Nu er sløret løftet for den nye messe L.O.C.K., Labels of Common Kin, som er målrettet uafhængige, små og autentiske modebrands og udvalgte producenter.
“Små brands er mere afhængige af engros end større brands, og derfor vil de små brands sætte pris på en ny B2B-platform,” fortæller Karl-Heinz Müller til det tyske branchemedie Textilwirtschaft.
Messen er planlagt til at løbe af stablen den 17.-19. januar 2019, og vil derfor falde sammen med Berlin Fashion Week, der afholdes fra den 15. til den 18. januar 2019. Lokationen for den nye messe bliver Hangar 7 i Tempelhof.
Karl-Heinz Müller har indgået aftale med Zalando, der tilbage i 2014 opkøbte Bread & Butter og rettighederne til at benytte Tempelhof frem til 2019. Derudover er forhandlingerne med potentielle udstillere også sat i gang.
De næste to måneder skal vise, om der er nok tid til at tiltrække de udstillere og indkøbere, som L.O.C.K. sigter mod.