Den tyske messe, som for få uger siden erklærede sig insolvent, havde alligevel planlagt at afholde en messe til sommer. Nu aflyses messen.

Den tyske messe Panorama Berlin erklærede sig for få uger siden insolvent. Dengang offentliggjorde messen dog, at de på trods af betalingsbesvær alligevel ville afholde en sommermesse i sommeren 2020, idet de oplevede en massiv opbakning fra udstillere og besøgende.

“Over de sidste par uger har vi oplevet stor positiv opbakning fra industrien og fra retailere overalt i Europa, hvilket gav os motivationen til at afholde endnu en udgave af Panorama Berlin til sommer,” lyder det fra Jörg Wichmann og resten af teamet bag Panorama Berlin i en pressemeddelelse.

Messen skulle have været afholdt fra den 30. juni til den 2. juli 2020. Men på grund af det eskalerede virusudbrud har Panorama Berlin set sig nødsaget til at aflyse sommermessen.

”Den eskalerende Covid-19-situation har fået os til at indse, at det bliver umuligt at udføre den nødvendige organisatoriske planlægning for messen over de næste otte til ti uger. Med denne store usikkerhed i planlægningen kan hverken vi eller vores samarbejdspartenere være klar til at afholde et stærkt event til sommer. Desværre efterlader den nuværende situation os uden noget andet valg end at aflyse vores kommende udgave af Panorama Berlin,” fortæller messearrangørerne.

På trods af at messen er aflyst, oplyser Panorama Berlin, at de vil handle konstruktivt på situationen. De ønsker at skabe en innovativ løsning, og har netop nu samlet et team, som skal skabe et nyt digitalt produkt, som vil gøre det muligt for industrien at skabe netværk uden at mødes ansigt til ansigt.

Panorama Berlin vil præsentere deres nye digitale løsning i midten af april 2020.