Den parisiske messe kunne i september 2021 endelig afholde en fysisk event igen, og tilbagemeldingerne var positive. Messen blev også afholdt digitalt, og denne form for hybridevent vil der også være næste år, fortæller Gilles Lasbordes, General Manager ved Première Vision, til TØJ.

Materialer skal ifølge Gilles Lasbordes ses og røres ved. Derfor var det med glæde, at Première Vision i september 2021 kunne åbne dørene til en fysisk messe.

“Messen i september 2021 var en slags ‘rebirth edition’ efter halvandet år med usikkerhed. Det var dejligt endelig at kunne mødes med vores udstillere og besøgende igen. Hele branchen var tydeligvis glade for at kunne samles og ikke mindst arbejde fysisk sammen igen,” fortæller Gilles Lasbordes, General Manager ved Première Vision, til TØJ og tilføjer, at tilbagemeldingerne har været positive, og at de deltagende virkede til at se lyst på fremtiden.

Der var dog stadig en digital messe for de, der ikke kunne deltage i den fysiske event, da flere lande endnu ikke tillader rejser ud af landet.

I alt havde Première Vision i september 62.800 besøgende, hvor 17.100 var fysisk til stede på den tre dage lange messe. Cirka 57 procent af de besøgende kom fra udlandet. Blandt andet fra Italien, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Spanien, Portugal og Holland, Tyrkiet og USA. På messen var der 903 udstillere.

 

Har udviklet de digitale muligheder

Première Vision lancerede allerede i 2018 sin egen online markedsplads, der både er et udstillingsvindue og en nethandelsplatform, hvor udstillere får deres eget showroom og kan sætte tekstiler og materialer til salg. Markedpladsen er tilgængelig året rundt og ikke kun under messerne.

“Med markedspladsen digitaliserede Première Vision for alvor sine services, og med pandemien er det kun blevet mere, da vi har været tvunget til at aflyse vores fysiske messer. Vi har derfor accellereret udviklingen af nye funktioner for at skabe endnu bedre networking muligheder på markedspladsen for at hjælpe modebrands og leverandører med at styrke deres kommunikation og udvikle deres forretning,” siger Gilles Lasbordes og fortsætter:

“Vi har skabt mere effektive værktøjer til kunder og leverandører for at forbedre den direkte kontakt og skabe forretningsinteraktion. Herunder har vi lanceret muligheden for at lave videokonferencer via WhatsApp og Facebook Messenger for at personalisere møderne og facilitere præsentationen af materialer.”

Première Visions digitale mindset har for alvor været en fordel for messen det seneste halvandet år, hvor fysiske events ikke har været en mulighed. De har nemlig stadig haft god kontakt til både udstillere og besøgende.

“Vi har været i stand til at skabe digitale trend talks, hvor brands har fået inspiration og fået introduceret nøglefarver og materialer, så de stadig kunne gå i gang med fremtidige kollektioner. Derudover havde vi under messen i september 15 onlinekonferencer samt samtaler og webinars, der blev til i samarbejde med eksperter fra branchen, hvor vi kom ind på de store emner i branchen lige nu: de seneste trend, nyheder inden for bæredygtig mode og markedets udvikling,” fortæller Gilles Lasbordes.

De digitale oplæg havde omkring 4.000 deltagere og bliver stadig set på Première Visions hjemmeside.

 

Nye datoer og flere hybridevents

Allerede sidste år meddelte messen, at de ville rykke AW-messen til juli i stedet for september. Det skulle være trådt i kraft i 2021, men på grund af Covid-19 blev planerne udskudt. Men nu kan messen endelig annoncere, at AW 23/24-udgaven bliver afholdt fra den 5. til den 7. juli 2022.

Ifølge Gilles Lasbordes håber og forventer de, at branchen følger med de nye datoer, og at der vil komme et større antal besøgende.

Selv om der forhåbentligt er grønt lys til fysiske messer hele næste år, vil Première Vision holde fast i hybridformatet.

“Vores næste udgaver af messen i februar 2022 og juli 2022 vil også være hybridevents, for vi gerne vil henvende os til alle vores partnere, både online og på den fysiske event,” siger Gilles Lasbordes.

Derudover bliver ansvarlighed og bæredygtighed ved med at være vigtigt for messen, der i fremtiden vil øge udviklingen af deres Smart Creation-platform.

“Vores mål er at bistå branchen i dens transformation, uanset om det er den digitale og/eller bæredygtige,” slutter Gilles Lasbordes.

 

Foto: Première Vision 2021, Gilles Lasbordes