Revolver vil under den kommende modemesse fokusere målrettet på bæredygtige løsninger, indsatser og forpligtelser fra de udstillende brands på messen.

Den københavnske modemesse har i optakten til den næste afholdelse i august indgået et samarbejde med den Milanobaserede Idee Brand Platform og deres bæredygtige platform Sustainable Brand Platform – SBP – for at sætte fokus på netop bæredygtighed.

SBP bruger blockchain-teknologi til at afgive etiske og miljømæssige vurderinger af internationale modebrands og leverandører med formålet om at vejlede og oplyse brands såvel som slutforbrugere både før og under et køb.

”Vi er meget begejstrede for samarbejdet med Idee og deres Sustainable Rating Platform. I mange sæsoner har Revolver arbejdet med FN’s SDG-mål for vores udstillende brands. Med dette initiativ giver platformen os mulighed for at blive mere direkte og faktuelle omkring udstillernes bæredygtighedsindsatser med en 360-graders vinkel af mærkernes værdikæde og initiativer,” siger Frederik Hansson, Director of Operations hos Revolver.

SBP dækker alle led i værdikæden fra indkøb af råvarer, produktion og distribution til pakning og logistik. Endvidere inddrager platformen også faktorer som socialt ansvar, ”give back”-strategier og velgørenhed for at afgive den endelige vurdering.

”Der er stadig et stort hul i markedet mellem autentiske kollektioner og bæredygtige kollektioner. SBP vil gerne være branchens referencepunkt, der udfylder dette hul, ved at assistere dem i arbejdet med at forbedre deres indsats, og til det er samarbejdet med Revolver en fantastisk mulighed,” udtaler Alex Albini, der er CEO hos Idee Brand Platform.

SBP vil blive implementeret på Revolver-messen til august samt i de digitale showrooms.

Foto: Revolver