TØJ har besøgt Modemessen i Vejle, der fortsat er en meget relevant messeplatform. Tilfredse udstillere melder om optimisme og fyldte ordrebøger.

Både dame- og herretøjsmessen i Vejle er veloverstået. TØJ har talt med en glad ansvarlig for messerne, Charlotte Strøm, der er daglig projektleder hos Nord Fair.

”Besøgstallene er helt stabile, og vi har haft det forventede fremmøde. Vi er lykkedes godt med at få kunderne til Vejle og bevare optimismen. Det skyldes i høj grad, at udstillerne er gode til at lave mange aftaler på forhånd, og butikkerne er loyale og bakker op.”

Udstillerne meldte om travle dage både søndag og mandag, hvor messehallen summede af koncentration og god stemning. Her blev ekspederet en masse kunder på kort tid.

Herretøjsmessen foregik fra den 30. til den 31. juli, mens den fuldt bookede Modemesse løb af stablen fra søndag den 20. til tirsdag den 22. august.

Optimismen bakker BTX Group op om, der deltager for tredje år i træk. Som noget nyt havde de brandet Signature med på Modemessen:

”Vi har været fuldt booket søndag og mandag, men vi har også haft en fin tirsdag. Vi har både sjællandske og jyske kunder, så det ville tage mig 14 dage at køre rundt til alle de kunder. Her i Vejle er det hele samlet, og det fungerer. Vi er meget begejstrede for både messen og for antallet af ordrer. Ja, vi er faktisk bare glade for det hele,” fortæller Ulrich Ingø, Sales Manager hos BTX Group.

De små ting tæller

Hos både indkøbere og tøjvirksomhederne selv lyder der enstemmig tilfredshed med selve messesetup’et. Her er gratis buffet, gratis parkering og fokus på effektivitet og god atmosfære:

”Det er de små ting, der gør en forskel. Modemessen er en vigtig og relevant messe. Vi har været fuldt booket – primært med kunder fra Jylland og Fyn. Vi får rigtig mange kunder igennem på relativt kort tid, og vi oplever, at vores salg er stabilt. Der er en fin positiv stemning, og vores kunder kører på,” lyder det fra salgs- og marketingmanager hos Skovhuus, Erik Bomholt Johansen.

Den personlige relation fylder meget på Vejle-messerne. Tøjvirksomhederne betragter hinanden som kollegaer. Der grines, snakkes og jokes indbyrdes ind imellem salgsaftalerne. Her kender man hinanden.

Tillid er også et ord, der gentages flere gange. Der er nemlig en overordnet tillid til messen. De har igennem årerne erfaret, at projektleder Charlotte Strøm lytter til tøjvirksomhedernes ønsker og agerer på baggrund af det. Det er tydeligt at mærke og høre, at de i fællesskab er lykkedes med en succesfuld salgsmesse, der bare virker.

Foto: pej gruppen