Tysklands regering giver nu grønt lys til afvikling af messer. Det sker dagen efter, at den globale forening for messeindustrien, UFI, fremlagde rammerne for en sikker genåbning.

Tysklands regering har netop besluttet, at messer vil være på listen over de aktiviteter, der ikke vil blive klassificeret som store forsamlinger – og som derfor kan afvikles. Det skriver Exhibition World.

Kina afviklede, som den første store spiller i messeindustrien, en messe i Hunan Province i sidste uge. Nu kan Tyskland altså følge efter og genåbne landets mange messer med formålet om at sætte gang i hjulene igen.

Den globale forening for messeindustrien, UFI, fortæller, at beslutningerne om at sige god for de individuelle messer vil ligge hos de respektive tyske delstater og afhænge af klare regler for sundhed og sikkerhed. Tysklands ’Association of the German Trade Fair Industry’ har allerede fremlagt et forslag til netop disse reguleringer.

 

Foto: Panorama Berlin