Efter to sæsoner uden en børnemesse blev CIFF Kids endelig afviklet i Bella Center i sidste uge. Udstillerne har haft en positiv oplevelse, men nævner også få ting, som de savnede ved messen.

Datoerne for afviklingen af CIFF Kids har længe været til diskussion. Men sidste år i marts – blot få dage inden Covid-19 slog sig ned i Danmark – meddelte CIFF efter flere forespørgsler fra udstillerne, at børnemessen fremadrettet skulle afvikles før sommerferien samtidig med andre europæiske børnemesser.

Situationen med Covid-19 har dog ændret billedet, og derfor blev CIFF Kids afviklet samtidig med CIFF i Bella Center denne sæson.

”Situationen det sidste halvandet år har ændret på det nuværende behov, hvor fællesskab har præget billedet. Derfor føles det kun naturligt at samle begge vores platforme under samme tag og datoer. Én stor samlet fest er altid sjovere end flere små,” udtalte Christina Neustrup, direktør for CIFF, til TØJ – Fashion & Business Trends i en artikel før messen.

Nu er den første børnemesse – efter to sæsoner uden – overstået: Denne gang afviklet i nye klæder i form af en ny visuel identitet og på spritnye kvadratmeter i Bella Center. TØJ – Fashion & Business Trends har talt med nogle af udstillerne på CIFF Kids om deres oplevelser af messen.

 

Forventninger indfriet til fulde

Det er positive tilbagemeldinger, der kommer fra de tre børnebrands, som TØJ – Fashion & Business Trends har talt med. Alle tre brands var førstegangsudstillere på CIFF Kids og er enige om, at messen – set i forhold til situationen med Covid-19 – levede op til deres forventninger.

”Jeg fik alle min forventninger indfriet. Men mine forventninger var også sat realistisk efter situationen – og her tænker jeg specifikt på, at det var den første messe efter pandemiens indtog. Det har ikke været CIFF Kids, som man kender det, men jeg synes, at det har været rigtig godt,” siger Signe Østerlind Jensen, der udstillede med børnetøjsbrandet Vacvac Studio, og fortsætter:

”Vi havde lavet aftaler løbende med indkøbere, men hold nu op, der kom mange forbi vores stand, og allerede på førstedagen var jeg helt overvældet. Vi fik skudt messen rigtig godt i gang. På førstedagen havde vi både store og små detailforhandlere forbi – det er lidt af et drømmescenarie.”

Hun påpeger dog også – som andre udstillere på CIFF Kids før har gjort – at tidspunktet for messen i realiteten ligger lidt sent – men at det for et brand som hendes på dets nuværende størrelse ikke gør noget.

”Det er nok lige det seneste, men det er ikke et problem for mig lige nu, for jeg er ikke så stor. Så mine produktioner er mindre og produktionstiden derfor kortere,” siger Signe Østerlind Jensen.

Michelle Nygaard, der for nyligt har stiftet det cirkulære børnetøjsmærke Re-ma-kid, er også tilfreds med det, hun fik ud af de tre messedage, og kalder det ”et fantastisk stærkt arrangement”.

”Vi fik utrolig meget ud af at udstille på CIFF Kids. Vi fik meget mere ud af det, end hvad vi nogensinde havde drømt om. Det er absolut den bedste beslutning, vi har taget,” lyder det.

Også We Are Bitte, der er et børneinteriør og -design brand, fandt sig godt til rette blandt børnetøjsudstillerne på messen og fik nogle gode aftaler i hus.

”Jeg havde egentlig ikke så høje forventninger til messen, da jeg troede, at messen mest ville henvende sig til tøjudstillere og dermed også tøjindkøbere. Men mine lave forventninger blev i den grad gjort til skamme. Jeg kom i dialog med virkelig mange af de forhandlere, jeg havde drømt om, så jeg kunne ikke ønske mig mere,” siger ejer og stifter Katrine Jagd.

Hvor meget batter bæredygtighed?

Både Vacvac Studio og Re-ma-kid er relativt nyetablerede børnetøjsbrands og slår sig begge op på at være ansvarlige. Men hvor stor en betydning har den grønne profil, når indkøbere kommer forbi standen?

”Der var ikke én indkøber, som rynkede på næsen over vores bæredygtige koncept med Re-ma-kid. Til trods for at det er børnetøj, som er re-designet ud af genbrugstøj, blev vi taget imod med åbne arme,” svarer Michelle Nygaard.

Hos Vacvac Studio var oplevelsen ikke, at den ansvarlige profil var et direkte købsparameter for indkøberne, der kom forbi. Men det er et ekstra plus.

”Vi oplevede ikke, at der rigtigt blev spurgt ind til vores ansvarlige profil, men vi holdt os ikke tilbage med at fortælle om det. Dog vil jeg sige, at de fleste blev positive og glade, når de hørte om vores GOTS-certificering, og det var klart et ekstra plus,” fortæller hun.

 

Mere larm om CIFF Kids 

CIFF Kids lå denne sæson placeret på en balkon til venstre for den nye indgang. Et flot og lækkert nyt område er udstillerne enige om, men de fortæller også, at de følte sig gemt væk fra resten af messen.

”Vi kunne godt have tænkt os, at der var lidt mere larm nede i forhallen, som kunne have ledt lidt flere besøgende op på balkonen. Flere kom faktisk og sagde til os, at de skulle lede efter trappen for at finde op til os,” fortæller Signe Østerlind Jensen.

For et nystiftet børnetøjsbrand som Re-ma-kid savnede Michelle Nygaard lidt mere opmærksomhed fra CIFF Kids’ side i form af eksempelvis opslag på sociale medier eller information om, at messen havde en del nye udstillende brands.

”Hvis jeg skal nævne noget, som CIFF Kids skal reflektere over, ville det være at hjælpe os upcoming brands noget mere for at blive set. Vi var placeret på en balkon nede i et hjørne, så der kom færre besøgende ned forbi os. Der blev på intet tidspunkt lavet SoMe eller andet materiale, som indikerede, at de havde upcoming brands på messen,” siger Michelle Nygaard, der dog også fortæller, at Re-ma-kid uden tvivl vil udstille på CIFF Kids igen.

”Men det vil for fremtiden blive med en større og mere synlig stand,” tilføjer hun.