På den årlige generalforsamling den 22. maj 2018 blev det vedtaget, at der kommer store ændringer for de to modeselskaber Copenhagen Fashion Week og Danish Fashion Insitute.
Der er blevet vedtaget store forandringer i de to modeselskaber Copenhagen Fashion Week og Danish Fashion Institute.
I fremtiden bliver Copenhagen Fashion Week et selvstændigt selskab, og Danish Fashion Institute kommer udelukkende til at fokusere på bæredygtighed. Sidstnævnte kommer til at tage afsæt i en omfattende strategiproces, som for to år siden blev etableret for at styrke organisationens rolle som global bannerfører mod en mere bæredygtig funderet modebranche. I den forbindelse skifter Danish Fashion Insitute navn til Global Fashion Agenda.
Administrerende direktør i Global Fashion Agenda, Eva Kruse, udtaler i en pressemeddelelse:
“Det er med stor spænding og store forventninger, at vi nu etablerer Global Fashion Agenda som selskab og samtidig lukker et epokegørende kapitel i dansk modehistorie – nemlig 13 år med Danish Fashion Institute. Dansk mode står heldigvis stærkere end nogensinde og har solid støtte fra brancheorganisationerne Dansk Mode & Textil og Wear samt Copenhagen Fashion Week, så jeg lukker kapitlet med ro i sindet og glæder mig til at fokusere alle vores kræfter på at styrke bæredygtighedsbevægelsen i den nationale og internationale modebranche.”
Udskillelsen af Copenhagen Fashion week som selvstændigt foretagende skaber ifølge Camilla Frank, administrerende direktør i Copenhagen Fashion Week, stort potentiale:
“At Copenhagen Fashion Week nu udskilles som et selvstændigt selskab, vil klart medvirke til at øge modeugens muligheder for vækst samt skabe mere opmærksomhed til dansk og skandinavisk mode. Om kort tid kan vi byde velkommen til, hvad der nok bliver den største og stærkeste august modeuge siden starten for mere end ti år siden. Herfra bliver det vores opgave at fastholde og udvikle modeugen som den vigtigste platform for den samlede skandinaviske modebranche,” afrunder hun i en pressemeddelelse.