Et dyrt standardiseret jakkesæt og manglende personlig rådgivning fik Patrick Sjölin til at tænke i entreprenørbaner. Kort tid efter havde han sin første bestilling, og siden er virksomheden vokset markant.

Da Patrik Sjölin for fire år siden skulle ud at købe en håndfuld jakkesæt i forbindelse med sin uddannelse som revisor, opdagede han et hul i markedet. Efter en charterrejse til Thailand fik han idéen til, hvordan han kunne fremstille skræddersyede jakkesæt til en overkommelig pris. SuitsYou by Sjölin blev født.

Det var med en vision om, at det ikke er nok kun at skabe gode produkter, men også at danne rammen for en unik kundeoplevelse, at Patrick Sjölin med SuitsYou ville skabe en tøjvirksomhed, der handlede om andet end blot at sælge et skræddersyet jakkesæt til en fair pris.

”For mig handler det ikke kun om at tjene penge. Med SuitsYou vil jeg gøre det fedt for den enkelte mand at shoppe. Jeg vil skabe de gode omgivelser og unikke købsoplevelser,” fortæller Patrik Sjölin.

Udover at fremstille et unikt skræddersyet jakkesæt, som passer til den enkelte, stræber SuitsYou altid efter at skabe en god kundeoplevelse. Det forsøger han blandt andet at efterleve ved at have kundeservice i højsædet.

”Vi sørger for at følge alle kunder til dørs. Hvis vi laver en fejl eller misser en deadline, så gør vi alt, hvad vi kan for at rette op på den – om det så betyder, at vi skal hente kunden på sin privatadresse og købe et jakkesæt til ham hos konkurrenterne, så gør vi det,” fortæller Patrick Sjölin.

 

Udviklingen fortsætter

Siden Patrik Sjölin i 2013 selv strøg, foldede og solgte de mange første thailandske jakkesæt i sin lille lejlighed, er der sket meget.

”På blot fire år har vi åbnet fem showrooms og 13-doblet vores omsætning. Alene fra 2017 til 2019 gik vi fra 2,9 mio. kroner til 10 mio. kroner,” fortæller Patrick Sjölin, der efter sin revisoruddannelse gik fuldtid i SuitsYou.

Inden for årets udgang forventer Patrick Sjölin at åbne den første nordjyske butik i Aalborg. Herefter er planen, at der i 2020 skal åbnes butikker i både Norge og Nordtyskland.