Den danske skokoncern Ecco Sko A/S nærmer sig et årligt salg på et tocifret milliardbeløb. ”Det er det bedste resultat til dato,” siger skovirksomhedens direktør i årsrapporten.
På trods af en presset branche, hvor fodtøj ikke oplever lige så stor fremgang som beklædning, har den danske skokoncern Ecco alligevel formået at levere det bedste resultat i virksomhedens 55-år lange eksistens.
Ecco lander en nettoomsætning på 1,3 mia. euro, hvilket svarer til lige knap 10 mia. kroner. Det er 250 mio. kroner højere end året før, fremgår det af årsregnskabet.
Skokoncernen hiver et resultat før skat hjem på 1,5 mia. kroner i 2018 mod 1,3 mia. kroner i 2017, og årsresultatet lander på 1,1 mia. kroner mod sidste års 1 mia. kroner.
Direktøren i Ecco, Steen Borgholm, er tilfreds med årets resultat, og roser i en pressemeddelelse især medarbejderne for det gode resultat:
”Det er meget tilfredsstillende for medarbejderne at se, at deres hårde arbejde og entusiasme betaler sig – især når man tænker på, at detailbranchen går igennem en hård periode og står overfor mange udfordringer.”
Det fremgår ligeledes i pressemeddelelsen, at årsagen til rekordresultatet blandt andet skal findes i et øget salg på henholdsvis 13 procent i Nordamerika og 11 procent i Asien.
Ifølge direktørens beretning i årsrapporten gælder det for 2019 at fortsætte samme strategi som for 2018. Mere end 50 procent af Eccos sko bliver solgt i konceptbutikker – enten online eller offline. Det er derfor vigtigt for brandet at bevare sin ’direkte-til-forbruger’-forretning og sit kundefokus. Koncernen forventer dog at forbedre sit resultat for det igangværende regnskabsår en smule, lyder det i årsrapporten.
Ecco har salg i 99 lande – både gennem 2.250 egne butikker og 14.000 andre salgssteder.
Nøgletal for Ecco Sko A/S
(i 1000 euro) | 2018 | 2017 | 2016 | 2015 |
Bruttoomsætning | 1.309.386 | 1.275.960 | 1.250.919 | 1.255.886 |
Resultat før skat | 200.667 | 183.836 | 170.162 | 183.464 |
Årets resultat | 148.852 | 138.281 | 132.901 | 141.229 |
Egenkapital | 1.052.463 | 995.595 | 1.022.892 | 948.375 |