Anden nedlukningsperiode giver stort minus hos H&M

De tvangslukkede butikker giver stort indhug i salget hos H&M, der i første kvartal af 2021 er faldet med 27 procent. 

Nedlukningen i 2020 kostede dyrt for H&M, der endte med at miste 20 procent af omsætningen, da regnskabsåret var afsluttet.

Tendensen fortsætter i 2021, hvor den fulde rapport for første kvartal – fra 1. december 2020 til 29. februar 2021 – nu er blevet offentliggjort. Her falder salget med 27 procent til 40 mia. svenske kroner, viser den nyeste rapport.

Op mod 1.800 H&M-butikker har været lukket i løbet af kvartalet, og det er denne tvangslukning af butikkerne, der er skyld i tilbagegangen.

Danmark er blandt de lande, der har haft den største tilbagegang under nedlukningsperioden i første kvartal. Her er salget faldet med 45 procent.

I Sverige, hvor butikkerne ikke har været lukket, er salget faldet med knap 20 procent i første kvartal.

Websalget er dog gået forrygende og er steget med 57 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det er dog ikke nok til at dække for hullet, som de tvangslukkede butikker har lavet i regnskabet, og H&M slutter første kvartal af med et underskud på 1,2 mia. svenske kroner. I samme periode sidste år havde koncernen et overskud på 2,2 mia. svenske kroner.

I rapporten skriver H&M videre, at man i marts 2021 har oplevet en fremgang i salget på 55 procent. Det skal dog ses i lyset af, at salget i marts 2020 var ekstremt dårlig grundet krisen og den første runde med nedlukninger.

Foto: H&M