Hos Bestseller viser det seneste regnskab endnu et rekordår, men det indikerer samtidig, at der er en normalisering på vej i modebranchen, som dermed også kommer til at påvirke forbruget af tøj.
De seneste to regnskabsår har set pæne ud for Bestseller, men de nyeste resultater fra de seneste måneder indikerer, at der er et skifte på vej. Den økonomiske og geopolitiske situation tyder på, at det kommende regnskabsår bliver mere udfordrende. Det skriver Bestseller i en pressemeddelelse.
”Vi leverede i det nu overståede regnskabsår et flot resultat, som alle kolleger fortjener en markant anerkendelse for. Det er et resultat, som overgik de forventninger, vi havde, og som vi er glade for. Vi må nok også indrømme, at vi har haft lidt mere medvind, der har overrasket os, og vi må også anerkende, at denne vind nu er vendt. Der er ingen tvivl om, at det bliver sværere herfra, og vi kan se, at de globale udfordringer også afspejler sig i vores tal. Ikke mindst i de seneste måneder, hvor vi bliver udfordret,” siger Bestsellers ejer og direktør, Anders Holch Povlsen.
I 2021/2022 steg omsætningen i Bestseller med 33 procent, og virksomheden landede et resultat før skat på seks milliarder kroner, hvilket er det hidtil bedste i Bestsellers historie. De seneste år har Bestseller investeret i alt fra logistik til e-commerce og mere klimavenlige og bæredygtige processer, men trods de kommende udfordringer ser Anders Holch Povlsen ikke nogen grund til at bremse den udvikling:
”Selvom de seneste måneder og de næste mange tegner til at blive anderledes vanskelige, vil vi ikke holde op at investere i det, der er vigtigst for os. Nemlig de mennesker, der er hos os, og som gør forskellen i vores virksomhed, og så de nødvendige, bæredygtige forbedringer, som vi og alle andre skal bidrage til. Det fokus er helt ufortrødent hos os.”
I forbindelse med at årsresultatet er blevet offentliggjort, har Bestseller udbetalt en ekstra månedsløn til medarbejderne i virksomheden, og på samme tid planlægger den danske modegigant flere investeringer inden for klima- og bæredygtighedsinitiativer.
”At vi er lykkes så godt, som vi er, vidner om en helt ekstraordinær indsats på tværs af hele Bestseller og fra alle kolleger. Når vi formår at gentage og overgå en så flot præsentation, som vi har gjort i vores seneste regnskabsårs, vil vi også gerne gentage vores ekstraordinære anerkendelse. Derfor vælger vi også i år at udbetale en bonus til alle – uanset om man er designer, butiksansat, tech-ekspert eller arbejder med logistik,” lyder det fra Anders Holch Povlsen.
Foto: Bestseller