2020 fik mærkbare konsekvenser for sportsvirksomheden, der trods udfordrede markedsandele fastholder ambitionen om at nå en omsætning på 2 mia. kroner om to år.

Det er første gang med Allan Vad Nielsen i direktørstolen, at regnskabsresultaterne ikke sprænger tidligere vækstkurver hos Hummel A/S. Men en nedlukket detailhandel og ikke mindst nedlukning af breddeidræt i store dele af 2020 har sat dybe spor hos sportsvirksomheden, der netop har offentliggjort de første tal fra årsrapporten for 2020 i en pressemeddelelse.

Hummel realiserer en omsætning på 1,347 mia. kroner i 2020 og afslutter året med en rød bundlinje på -52,2 mio. kroner. Det sker efter et rekordhøjt resultat i 2019, hvor omsætningen landede på 1,361 mia. kroner og bundlinjen på 110,4 mio. kroner.

Trods de stærkt påvirkede tal har Hummel allerede i det nye regnskabsår realiseret rekordvækst i første kvartal og forventer at slå 2019-rekorden i indeværende regnskabsår.

“Som resultatet indikerer, så er det ingen hemmelighed, at 2020 har været et udfordrende år for Hummel. Teamsport udgør en stor del af vores forretning, og med en decideret nedlukning af breddeidrætten i ni ud af tolv måneder på størstedelen af vores markeder, så har det naturligvis haft store konsekvenser for årets samlede resultat,” siger direktør Allan Vad Nielsen i pressemeddelelsen og uddyber:

“Til trods for et udfordrende år valgte vi dog at holde øjnene på bolden og investere i fremtiden, og det har allerede vist sig at være den rigtige taktik. I første kvartal af 2021 har vi leveret vores stærkeste kvartalsregnskab til dato, og med en rekordstor ordrebog for resten af året kan vi konstatere, at Hummel igen er tilbage på sporet. Derfor forventer vi også at kunne realisere en ny omsætningsrekord i 2021.”

 

Onlinesalg vokser med raketfart

Mens det overordnede resultat er stærkt påvirket af nedlukningerne, er Hummel-salget rykket online. For andet år i træk firdobler Hummel den digitale omsætning, som nu udgør et større trecifret millionbeløb.

“De seneste år har vi investeret i en række langsigtede digitale tiltag på vores nøglemarkeder, og derfor er vi også utrolig stolte af, at vi for andet år i træk formår at løfte onlineomsætningen med over 400 procent. Det betyder, at vores onlineomsætning nu udgør så stor en del af den samlede forretning, at vi fremover er mere modstandsdygtige over for nedlukninger af detailhandel og breddeidræt,” forklarer Allan Vad Nielsen.

Direktøren har tidligere udtalt til TØJ, at onlineomsætningen i 2017 – da han satte sig i direktørstolen ved Hummel – lå på bare 4 mio. kroner. I samme interview fortalte han, at målet er at nå en omsætning på 640 mio. kroner inden 2023.

Selv om detailsalget led et knæk i 2020, valgte Hummel fortsat at satse på retail og åbnede endda flere butikker. I forbindelse med en butiksåbning i Aarhus i november 2020 udtalte Allan Vad Nielsen blandt andet:

”Vores digitale forretning er en stor strategisk prioritet, og vi oplever lige nu en vækst på over 400 procent i forhold til sidste år, og vi har store forventninger til de kommende års vækst. Vi mener dog ikke, at dette bør stå alene. En god omni channel-strategi er essentiel i dag, hvor kunderne ikke nødvendigvis skelner mellem fysisk og onlinebutik. Vi har derfor et stort fokus på at tænke digitalisering ind i den måde, vi driver vores forretning på.”

 

Fastholder ambitiøst vækstmål

Trods de udfordrede markedsforhold, som coronapandemien har været skyld i, har krisen også åbnet dørene til nye muligheder i markedet, skriver virksomheden i pressemeddelelsen. Og netop derfor ser Allan Vad Nielsen også mere positivt på fremtiden end nogensinde før.

“Vi har netop underskrevet en samarbejdsaftale med to af verdens største sportskæder, og samtidig har vi indgået et strategisk samarbejde med en af Sydøstasiens største onlineplatforme. Derudover fortsætter vi med at tilføje nye klubber fra øverste hylde til vores sponsorportefølje, ligesom vores wholesale-forretning forventes at vækste markant de kommende år. Og krydret med den eksplosive digitale vækst står nu endnu stærkere i troen på en realisering af vores omsætningsmål på 2 mia. kroner i 2023,” afslutter han.

I midten af april 2021 løftede Hummel desuden sløret for sin hidtil største investering til dato: Et 24.000 kvadratmeter stort lager- og distributionscenter tæt ved motorvejen i Padborg, der i fremtiden skal håndtere forsendelser til mere end 30 lande.

Foto: Hummel