Modeportalen Miinto kommer ud af regnskabsåret 2022/2023 med et genereret salg via platformen på 1,9 milliarder kr. mod 2,1 milliarder kr. året før.
Et kalkuleret fald i salget, der sker som konsekvens af det strategiskifte Miinto indledte sidste år med mere fokus på profitabilitet.
Modeportalen Miinto, der er online salgskanal for flere end 1.500 modebutikker i 14 lande, har gennem en årrække investeret massivt i at opbygge en førende position i Skandinavien og på udvalgte europæiske markeder.
Den markante europæiske markedsposition har, ifølge Miintos stifter og CEO, Konrad Kierklo, skabt fundamentet for det strategiskifte Miinto nu er i gang med, hvor profitabiliteten i højere grad er omdrejningspunktet:
”De positive takter i transformationen mod lønsomhed handler bl.a. om, at vi er lykkedes med fortsat at udvide og forbedre sortimentet, samtidig med, at vi bevidst har valgt at fjerne udvalgte produkter med for høje returrater. Varerne har ikke levet op til kundernes forventninger, og derved bliver salget på de varer for dyrt,” siger Konrad Kierklo og uddyber.
“Det har bl.a. krævet, at vi har investeret massivt i at implementere AI-løsninger for at forbedre informationen til kunderne inden køb af varer, men også fange produkter med for høj retur, som vi kunne fjerne fra platformen. Dermed har vi fjernet mange ordrer, der ikke var lønsomme for hverken vores partnere eller os og som gav en dårligere kundeoplevelse.”
Et trecifret millionunderskud
Det endnu skarpere sortiment og forbedrede kundeoplevelse for de flere end 50 millioner årligt besøgende, slår også igennem på årets resultat, vurderer Miinto. Dækningsbidraget er forbedret med over 120 millioner kroner, hvilket afspejles i en forbedring af resultatet før skat på 103 millioner kr. fra et minus på 246 millioner kr. i 2021/22 til et minus på 142 millioner kr. i 2022/23.
“Det forbedrede resultat afspejler en kæmpe holdindsats hele vejen rundt, det har været et ekstremt udfordrende år på alle fronter, så jeg er meget stolt af teamets omstillingsparathed, og at vi på relativt kort tid har kunnet opnå et positivt dækningsbidrag. Vi er stadig langt fra i mål, men vi har nu taget et skridt i den rigtige retning,” siger Konrad Kierklo.
I indeværende regnskabsår forventer Miinto CFO Danni Winther at forbedre resultatet yderligere:
“Vi er godt i gang med det nye regnskabsår, og i oktober lykkedes vi med at ramme et overskud på koncernniveau for første gang nogensinde. Det er selvfølgelig kun én enkelt måned, men det er i tråd med vores strategi om at levere positive tal på bundlinjen inden for en overskuelig fremtid,” siger Danni Winther.
Det særlige ved Miinto-platformen er, at forbrugerne handler hos de førende brands og modebutikker fra hele verden på én og samme platform. Her har de adgang til flere end 10 millioner produkter.
Alle Miintos eksisterende investorer bakker op om den nye strategi om at fokusere på indtjeningen og bevise forretningsmodellens skalerbarhed. Den opbakning kom bl.a. til udtryk i det netop afsluttede regnskabsår med en kapitaludvidelse på over 150 millioner kr. fra eksisterende investorer.
Foto: Miinto