Danefæ ApS har netop offentliggjort sit regnskab for 2017. Det har været et godt år for modekoncernen, der har udsigt til øget international handel.

Danefæ blev stiftet i 2005 af vennerne Christine og Eric Delvoye-Andersen, Louise Warberg Hækkerup samt Nina Warberg Sejersen, som fortsat udgør ejerkredsen. Virksomheden sælger tøj til både børn og voksne under fem forskellige brands, og forretningen har taget fart det forgangne år.

Bruttofortjenesten for Danefæ lander på 10 mio. kroner i nyeste regnskab. Derudover lander årets resultat før skat på 4,4 mio. kroner i 2017 sammenlignet med 1,4 mio. kroner i 2016.

I første halvdel af 2018 mønstre selskabet yderligere en omsætningsvækstrate på 15 procent i forhold til 2017, og i den forbindelse har der været behov for at ansætte flere hænder, både i designafdelingen, kundeservice samt på lageret.

“Vi har fået opbygget et godt agent- og forhandlernetværk også internationalt og har al mulig grund til at se lyst på fremtiden,” fortæller Nina Warberg Sejersen i en pressemeddelelse.

De farverige klæder sælges i dag gennem flere hundrede forhandlere i Danmark og udlandet foruden i Danefæs egne butikker og webshop.