Resultatet før skat falder med over en mia. kroner. Selskabets direktør forventer en væsentligt forbedret indtjening allerede i 2020/21. 

Det seneste år har styrket Anders Holch Povlsens familieselskab, Heartland A/S, mener koncernens direktør, Lise Kaae. Og det på trods af en faldende indtjening i det senest offentliggjorte regnskab.

Koncernens resultat før skat landede i regnskabet 2019/20, som sluttede ved udgangen af august, på 413 mio. kroner.

Det er Bestsellerkoncernen, der står for 74 procent af omsætningen i Heartland A/S. Koncernen offentliggjorde tilbage i starten af november regnskabet for 2019/20, hvor resultatet var dykket med 72 procent.

Det er primært på grund af Covid-19, at Heartland A/S går så massivt tilbage.

“Uden Covid-19 havde vi kunnet præsentere et markant forbedret resultat, også i forhold til året før. Vi har selskaber især inden for digital handel, som viser forbedrede resultater, mens selskaberne med mere fokus på butik og ejendomsdrift var negativt påvirket af coronakrisen i foråret. Det afspejles i regnskabet,” fortæller direktør Lise Kaae til Finans.

Direktøren forklarer desuden, at der er tilfredshed med udviklingen i langt de fleste investeringer som Nemlig og Normal. Men koncernens mindre selskaber som modeportalen Stylepit og skovirksomheden Bianco udviser utilfredse resultater.

For det igangværende regnskabsår forventer Heartland A/S en væsentligt forbedret indtjening, der kan komme op på resultatet i fjor – de cirka 1,8 mia. kroner.

Foto: Pexels