I andet kvartal er 1.300 butikker fortsat lukket, men nettosalget stiger med 75 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor store dele af verden var i total lockdown. 

Salget hos den svenske modegigant H&M er fortsat påvirket af Covid-19, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

I begyndelsen af andet kvartal – den 1. marts – var 1.300 butikker på verdensplan fortsat lukket, og de fleste åbne butikker var underlagt restriktioner i forhold til åbningstider og antallet af kunder i butikken.

På nogle af de største markeder som eksempelvis Tyskland og Frankrig har butikkerne været lukket stort set hele kvartalet. Ved slutningen på andet kvartal var næsten alle butikker fortsat underlagt restriktioner, mens 140 fortsat var lukket.

Trods nedlukningerne stiger salget i perioden fra den 1. marts til den 31. maj sammenlignet med samme periode sidste år, hvor store dele af verden var i total lockdown. Onlinesalget udvikler sig fortsat “meget positivt”, selv efter at flere og flere butikker er genåbnet, skriver selskabet.

 

Nærmer sig 2019-niveau i begyndelsen af tredje kvartal

I de to første uger af tredje kvartal er salget i lokale valuta steget med 35 procent sammenlignet med den samme periode sidste år og med to procent i forhold til samme periode i 2019.

De fleste markeder er fortsat underlagt restriktioner, og den 13. juni var 180 butikker midlertidigt lukket ned. Tallet er steget siden slutningen af andet kvartal, fordi alle 50 butikker i Malaysia blandt andet var nødsaget til at lukke ned i begyndelsen af juni måned.

Den fulde halvårsrapport – fra 1. december 2020 til den 31. maj 2021 – offentliggøres den 1. juli 2021.

Foto: H&M