Det er tredje år med plus på bundlinjen hos Fristads Kansas Group, der sidste år bevægede sig ud i et nyt forretningsområde uden for workwear-branchen og ind i modebranchen.
2019-regnskabet for Fristads Kansas Group, der er en af Europas største producenter af arbejdstøj, er netop blevet offentliggjort. Årsregnskabet viser vækst på alle nøgletal, og det er tredje år i træk med sorte tal på bundlinjen. Det skriver Finans.
Omsætningen lander på 4,5 mia. svenske kroner, den primære drift er forbedret med 10 procent til 240 mio. svenske kroner, og resultatet efter skat er øget med 49 procent til 137 mio. svenske kroner.
Den seneste fremgang er blandt andet blevet sikret gennem verdens første miljøcertificerede tøjkollektion, Fristads Green, der er produceret i 100 procent genanvendt polyester fra PET-flasker og ufarvet bomuld, ligesom andre populære kollektioner også har bidraget positivt til at styrke virksomheden. Virksomheden indgik blandt andet et samarbejde med det danske modebrand Samsøe Samsøe i 2019.
“Vi lader vores varemærke udvikle sig selvstændigt og på egne meritter. Mange af dem har i løbet af året vundet udbud og ny tillid fra vigtige kunder. Salget har udviklet sig positivt. Satsningerne på såvel produktudvikling som markedsføring giver resultat,” siger Anders Davidsson, der er koncernchef for Fristads Kansas Group, til Finans.
Foto: Fristads Kansas Group