Corporate wear-producenten ID Identity indleverer endnu en gang et positivt årsregnskab med en trecifret millionomsætning og en lille stigning i årsresultatet.

Rexholm A/S, der er virksomheden bag corporate wear-producenten ID Identity, har netop offentliggjort sit årsregnskab, der er gældende for kalenderåret 2018.

Årsregnskabet for den Holstebro-baserede virksomhed viser et positivt resultat på 59,1 mio. kroner. Det er en smule mere end sidste årsregnskab, hvor resultatet lå på 56,4 mio. kroner.

Virksomheden holder nettoomsætningen på over 400 mio. kroner. Helt præcist, så ligger virksomhedens nettoomsætning på 412 mio. kroner i 2018-regnskabet. I 2017 endte nettoomsætningen på 416 mio. kroner. Heraf kommer virksomhedens bruttoresultat, der i det nyeste regnskab skriver 129 mio. kroner mod sidste års 123 mio. kroner.

Årsagen til det positive resultat skyldes blandt andet en kontinuerlig og målrettet indsats, ligesom også medarbejderes høje engagement spiller en stor rolle. Det skriver ledelsen i en pressemeddelelse, hvori de også nævner, at resultatet bidrager til en fastholdelse af virksomhedens position på markedet og sikrer grobund for fortsat vækst i fremtiden.

For 2019 vil ID Identity styrke indsatsen på eksportmarkederne, hvor de har en andel på cirka 60 procent. Derudover vil virksomheden også investere i lager- og logistikløsninger på logistikcenteret i Holstebro.

ID Identity sælger og markedsfører corporate wear gennem et netværk af professionelle forhandlere. Virksomheden beskæftiger omkring 100 ansatte.


Efter offentliggørelsen af det nye regnskab rykker Rexholm A/S, ID Identity, fra nummer 12 til nummer 14 på TØJs samlede top 150-liste over den danske modebranche.


Nøgletal for Rexholm A/S, ID Identity

(i 1000 kroner) 2018 2017 2016 2015
Nettoomsætning 412.864 416.976 354.058
Bruttoresultat 129.201 123.334 121.124 110.412
Årets resultat 59.104 56.449 61.257 54.621
Egenkapital 301.871 319.137 316.256 272.937