Den tyske online platform oplever en vækst i salget i andet kvartal på 27,4 procent. Platformen udvides konstant – nu med endnu et H&M-brand.
Den tyske onlinegigant Zalando har netop offentliggjort regnskabstallene for andet kvartal af 2020. Tallene viser tydeligt, at en online platform som Zalando ikke lider under nedlukningen. Tværtimod har Zalando oplevet kraftig vækst i salget.
Omsætningen er vækstet med 27,4 procent i andet kvartal af 2020 og rammer nu 15,2 mia. kroner. Det fremgår i regnskabet, som er offentliggjort tirsdag den 11. august.
“I de sidste måneder har vi bevist Zalandos styrke og agilitet på mange måder, uanset hvor udfordrende miljøet er. Vi er kommet ud af den første bølge af pandemien stærkere, end vi gik ind i den, som et resultat af vores strategiske klarhed, vores stærke partnerskaber og en ekstraordinær teamindsats. Mange af vores partnere har intensiveret deres forretning på vores platform i de sidste måneder, og det er lykkedes os at vokse sammen,” lyder det fra David Schröder, Chief Financial Officer hos Zalando, i en pressemeddelelse.
Overskuddet i andet kvartal af 2020 næsten tredobles og ender på 913 mio. kroner sammenlignet med 339 mio. kroner for samme periode i 2019.
Sammenlignet med sidste år er Zalandos aktive kundebase vækstet med 20,4 procent i første halvår af 2020. Mere end 34 mio. forbrugere på tværs af Europa er nu aktive kunder hos den tyske handelsplatform.
Efter de gode resultater fra andet kvartal af 2020 opjusterer den tyske gigant nu forventningerne til det samlede regnskab for 2020. Omsætningen spås nu til at stige med 15-20 procent.
Konstant ekspansion med nye brands
Den store fremgang i andet kvartal giver Zalando yderligere grundlag for at fortsætte med ekspansionen af platformen. Den nordiske chef for Zalando, David Hejgaard, glæder sig nu til at byde velkommen til endnu et brand for H&M-koncernen:
”Vi er meget tilfredse med den særdeles stærke fremgang i andet kvartal. Vi vil fortsætte med at investere i vores platformstrategi og udvide vores skandinaviske udvalg af mode. Vi er stolte over, at H&Ms brand Arket lanceres på alle vores 17 markeder den 23. august. Arket får adgang til vores mere end 34 millioner kunder på tværs af Europa og er efter Weekday og Monki det seneste brand fra H&M-koncernen, der sælger sine kollektioner på vores platform,” udtaler David Hejgaard.
Zalando er etableret i 2008 i Berlin og er repræsenteret i 17 europæiske lande.
Foto: Arket, Zalando