Den populære modekæde, der dækker over en række forskellige brands, leverer årsregnskab med negativt resultat trods fremgang i forhold til sidste års regnskab. “Set i lyset af en generel afmatning i forbruget er ledelsen tilfreds med såvel salgsudviklingen samt resultatet,” lyder det fra ledelsen.

H&M Hennes & Mauritz A/S dækker over de 93 fysiske butikker i Danmark, der omfatter alle brands fra deres portefølje: H&M, COS, &Other Stories, Arket, Monki, Weekday samt H&M Home. Selskabet er et helejet datterselskab i den svenske Hennes & Mauritz-koncern,

Selskabet har leveret negative årsresultater i de seneste to år og bundlinjen er igen negativ for 2023-regnskabet, da årets resultat slutter på -18,1 mio. kroner mod -51,3 mio. kroner forrige år. Til trods for et negativt årsresultat, er resultatet fra den primære drift positiv og på 117 mio. kroner for året. Dette er dermed en stigning i forhold til sidste år, hvor driftsresultatet var 65,5 mio. kroner.

Egenkapitalen ender på 185 mio. kroner for 2023-regnskabet og har forholdt sig på et stabilt niveau i forhold til 2022.

“Samspillet mellem butik og online skaber stor værdi for kunderne, og vi oplever at kunderne sætter stor pris på at kunne vælge den salgskanal, der passer bedst i situationen. Vi bestræber os på at levere en smidig shopping oplevelse på tværs af salgskanaler, herunder køb på online, afhentning samt returnering i butik,” lyder det i ledelsesberetning, der fortsætter:

“Set i lyset af en generel afmatning i forbruget er ledelsen tilfreds med såvel salgsudviklingen samt resultatet før finansielle omkostninger. Selskabet investerer fortsat i at være så attraktiv som mulig for kunderne, og derfor er der igen i år afholdt udgifter til fornyelse samt udvidelse af salgsarealerne i butikkerne.”

H&M Hennes & Mauritz A/S vil fastholde sin markedsandel og fortsat stå stærkt på det danske marked, lyder forventningerne til fremtiden. Der forventes en omsætning i niveau med 2022/2023. Driftsresultatet forventes at blive 80-100 mio. kroner. Butiksnettet vil løbende blive tilpasset og vurderet, herunder åbning og lukning af butikker samt fornyelse af eksisterende butikker

Foto: H&M / COS