Trods rekordhøje investeringer lander det nordjyske modebrand Shaping New Tomorrow et millionoverskud helt i tråd med forventningerne. Væksten kommer fra alle dele af forretningen og på tværs af markeder og produktkategorier.
Shaping New Tomorrow har netop indberettet nyt regnskab, som er gældende for perioden den 1. oktober 2021 til den 30. september 2022. I det nye regnskab præsenterer virksomheden et positivt årsresultat på 24,3 mio. kroner, hvor det i forrige regnskabsperiode landede på 37,7 mio. kroner. Bruttofortjenesten falder og ender i det nye årsregnskab på 77,6 mio. kroner. Modevirksomhedens regnskab viser en samlet egenkapital på 111 mio. kroner.
I et år med store investeringer og stor, organisatorisk vækst, løfter Shaping New Tomorrow toplinjen til mere end 400 mio. kroner:
”Med åbningen af fire nye flagskibsbutikker i Tyskland, skandinavisk kontor i København og fortsatte investeringer i genanvendelse og nye produkter har det været et fantastisk og skelsættende år. Aldrig har vi investeret så meget i fremtiden. Så er det klart, at det er tilfredsstillende at se det lykkes. Det kan vi ikke mindst takke vores engagerede medarbejdere for,” udtaler Shaping New Tomorrows CEO, Kasper Ulrich, i en pressemeddelelse.
Kasper Ulrich lægger ikke skjul på, at det at opleve virksomhedens særlige butikskoncept foldet ud i Berlin og en række andre store, tyske byer sidste år var en speciel og positiv oplevelse. Siden en hektisk tid med åbninger i fire tyske byer i foråret og forsommeren har tyskerne taget rigtig godt imod Shaping New Tomorrows koncept. Ifølge Kasper Ulrich har udviklingen Tyskland indfriet forventningerne, og med de nye butikker har virksomheden løftet de fysiske butikkers bidrag til omsætningen til 48 procent mod 39 procent året før.
”Ligesom i Danmark har det tætte samspil mellem vores onlinesalg og de fysiske butikker også vist sig afgørende for den markante fremgang syd for grænsen. Selvom vi gennem flere år har haft massiv vækst i vores tyske onlineshop, så kan vi se, at udbygningen af vores fysiske butikker i Tyskland åbner døren til merkøb i online og også tiltrækker nye kundesegmenter. Vigtigst af alt så har vi formået at tage den unikke serviceoplevelse, vi nørder i Danmark, med til udlandet og set det virke,” siger han.
Også onlineforretningen havde markant fremgang i regnskabsåret ikke mindst i Tyskland og Skandinavien, men også øvrige markeder. Regnskabet viser, at de internationale markeder de sidste ni måneder af regnskabsåret generede 36 procent af den samlede omsætning. Med investeringerne i Tyskland råder Shaping New Tomorrow over 10 butikker – fem i Danmark og fem i Tyskland. Antallet af ansatte er i perioden steget fra 120-200 primært drevet af personale til de nye, tyske butikker.
Se Shaping New Tomorrows virksomhedsprofil her.
Nøgletal for Sharing New Tomorrow
2022 | 2021 | 2020 | |
Omsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 77.634.000 DKK | 78.761.000 DKK | 45.256.000 DKK |
Resultat før skat | 31.266.000 DKK | 48.445.000 DKK | 30.666.000 DKK |
Årets resultat | 24.366.000 DKK | 37.722.000 DKK | 23.943.000 DKK |
Balance | 149.426.000 DKK | 135.340.000 DKK | 80.855.000 DKK |
Egenkapital | 111.774.000 DKK | 87.408.000 DKK | 49.686.000 DKK |
Foto: Shaping New Tomorrow