Herretøjskoncernen konstaterer med stor tilfredshed, at 2024 blev et år med fremgang trods udfordrende markedsvilkår. “Vores konstante fokus på at udvikle flotte produkter og sikre en fremragende kunderejse i alle led har været centrale drivkræfter bag vores succes i 2024,” fortæller CEO’en.

PWT Group A/S, Nordic brand house, som bl.a. står bag menswear brandsene Lindbergh, Bison og Junk de Luxe samt Wagner og herretøjskæden Tøjeksperten, melder om en stigning i omsætningen i 2024 på 30 millioner kroner til samlet 833 millioner kroner – og derudover en stigning på 9 millioner kroner i årets resultat (EBITDA) til et samlet resultat på 133 millioner kroner sammenlignet med det resultatet fra 2023 på 124 millioner kroner.

”Vi er meget tilfredse med at kunne realisere et så solidt resultat i et år, der har stillet store krav til mange virksomheder inkl. PWT Group. Vores konstante fokus på at udvikle flotte produkter og sikre en fremragende kunderejse i alle led har været centrale drivkræfter bag vores succes i 2024. Resultatet indeholder en stærk udvikling indenfor onlinesalget, der udgør cirka 25 procent af den samlede omsætning samtidig med, at vores fysiske retail og ikke mindst vores wholesale-forretning performer solidt – så alt i alt meget tilfredsstillende,” fortæller CEO Ole Koch Hansen.

Investering i fremtiden
I 2024 har PWT Group fokuseret på at styrke både de fysiske og digitale dele af forretningen:

”Vi har fortsat vores strategi med at åbne nye og større butikker og samtidig gjort betydelige fremskridt inden for digital innovation. Vores fokus har blandt andet været at optimere den digitale merchandising af vores produkter på tværs af kanaler, samtidig med vi tilstræber at udnytte de mange muligheder, som AI bringer til bordet,” lyder det fra Ole Koch Hansen, som fortsætter:

”Vi ser fortsat frem til at styrke vores position og udvikle vores forretning. Vi har i 2024 bevist, at vores strategi og investeringer skaber resultater, og vi er klar til at skrue yderligere op i 2025. Vi står stærke og velkonsoliderede – klar til at tage de næste skridt.”

Fremtidsudsigter for Lindbergh-brandet
I 2025 vil PWT Group intensivere indsatsen med at udvide Lindbergh-brandets tilstedeværelse på tværs af eksisterende og nye markeder. Dette inkluderer massive investeringer i online-kanaler samt åbningen af flere Lindbergh butikker.

”Lindbergh-brandet har enorm medvind i øjeblikket, og vi er fast besluttede på at folde brandet ud til endnu flere forbrugere. Vi ser frem til at bringe vores skandinaviske design og gode kvalitet ud til nye markeder, nye kunder & forbrugere,” slutter Ole Koch Hansen.

Foto: PWT Group