2020-resultaterne hos gigantplatformen Zalando når nye højder. 2021 står i udvidelsens tegn, hvor Zalando åbner op på otte nye markeder.
Nedlukningen af detailhandlen har sendt mange forbrugere ind for at shoppe på de digitale platforme. Det har den tyske onlinegigant Zalando kunnet mærke.
Virksomhedens Gross Merchandise Volume (GMV) – det samlede forbrug gennem platformen – steg i 2020 med 30,4 procent til 10,7 mia. euro. Det oplyser Zalando på en pressekonference tirsdag morgen.
Den samlede omsætning steg med 23,1 procent til knap 8 mia. euro, mens driftsresultatet før skat voksede over 100 procent – helt nøjagtigt 121,5 procent til 367 mio. euro.
I Norden når Zalando en milepæl og runder 1 mia. euro i Gross Merchandise Volume.
“Vi har i 2020 nået en vigtig milepæl for de nordiske markeder. Vi har i Danmark, Sverige, Norge og Finland tilsammen genereret en milliard euro i Gross Merchandise Volume (GMV). Norden er et strategisk relevant marked for Zalandos vækstplaner, og vi ser frem til at nå endnu flere kunder i Norden i de kommende år. For at hjælpe vores partnere har vi i Danmark for nyligt lanceret ‘Connected Retail’, hvor fysiske detailforretninger kobler sig op til vores platform og dermed når ud til vores kundebase,” siger Robert Gentz, der er co-CEO i Zalando.
Mest downloadede fashion-app
Zalando har i flere år været en af de mest brugte digitale platform herhjemme ifølge Dansk Erhverv. Ifølge Zalando selv har de også den mest besøgte digitale fashionplatform i verden – foran H&M, Inditex, Asos, Adidas og Nike – med i alt 5,4 mia. besøg i 2020.
Det er endvidere den mest downloadede fashion-app – også foran de ovennævnte digitale platforme – og 57 procent af alle ordrer på Zalando bliver gennemført via app’en.
Skruer op for forventningerne
Efter de stærke 2020-resultater opgraderer Zalando sine vækstambitioner betydeligt og sigter mod at øge omsætningen til mere end 30 mia. euro inden 2025.
Virksomheden stræber yderligere efter på sigt at stå for mere end 10 procent af det samlede europæiske modemarked på 450 mia. euro.
Det skal blandt andet ske ved at udvide til flere markeder, og Zalando offentliggør på pressekonferencen, at planen er at udvide til yderligere otte markeder i 2021 og 2022. Først på listen står Baltikum, Kroatien og Slovakiet, og i 2022 følger åbninger i Ungarn og Rumænien.
Foto: Zalando