Dansk Erhverv er klar med E-handelsanalysen fra maj og konkluderer heri, at genåbningen ikke har nogen nævneværdig effekt på danskernes onlineforbrug. 

Dansk Erhverv har netop offentliggjort E-handelsanalysen for maj 2021, som viser, at 40 procent af forbrugerne har handlet mere online på grund af krisen.

Det er ikke nyt i sig selv. Det har længe været en kendsgerning, at onlineforbruget under krisen er vokset massivt. Det, som længe har været spørgsmålet, er, hvordan onlineforbruget vil udvikle sig i takt med, at verden bliver mere og mere normalisteret igen, og de fysiske butikker kan holde åbnet.

Der er vi nu, og ifølge Dansk Erhverv ser det “ikke ud til at påvirke forbruget online i nævneværdig grad”, skriver de.

Ifølge den nye analyse forventer hver tiende forbruger at skrue ned for onlineforbruget det kommende år, mens 14 procent forventer at handle mere.

Dansk Erhvervs forventninger til udviklingen i onlineforbruget er dog skruet lidt ned, hvis man sammenligner med væksten det seneste år.

“Forventningerne til onlineforbruget er skruet en smule ned sammenlignet med gennemsnittet de seneste 12 corona-måneder, men der har vi også ligget meget højt. Jeg tror, at langt de fleste netbutikker vil være meget tilfredse med de nye tal,” udtaler e-handelsdirektør Niels Ralund, som dog vurderer, at netbutikkerne alligevel skal vende sig til en ny hverdag med meget travlhed.

“Vi kommer til at se en hverdag med markant flere ordrer end før krisen, men vi vil nok ikke se de her kæmpe hop i forbruget, som vi har set under krisen,” siger han.

 

Salg af tøj stormer frem

Det er især salget af tøj, sko og accessories, der er stormet frem under corona. Kategorien ligger på en suveræn førsteplads, hvor 59 procent har handlet kategorien mere online i løbet af corona-tiden. Andenpladsen indtager kategorien ‘personlig pleje’, hvor 36 procent har handlet denne kategori mere online under pandemien.

“Når vi ser på, hvad forbrugerne forventer at handle mere af online i fremtiden, så ligger de kategorier også højt, men vi kan heldigvis også se, at der er håb for nogle af de varekategorier, der har haft det hårdest – eksempelvis rejse- og oplevelsesbranchen,” siger Niels Ralund.

Det er afhentningsmetoden ‘click & collect’, der er brugt mest af de mange fysiske butikker under krisen. Mere end halvdelen af dem, der har handlet online under krisen, har brugt denne form for afhentning.

Niels Ralund opfordrer butikkerne til at beholde denne form for afhentningsmetode i fremtiden:

“Et godt råd til butikkerne er, at de ikke skal fjerne den mulighed igen. 37 procent af forbrugerne vil fortsætte med at benytte sig af muligheden, mens blot 18 procent ikke længere finder det relevant. Det er en løsning, der er kommet for at blive.”

Foto: Pexels