Den canadiske del af modegiganten indgav den 9. juni en anmodning om konkursbeskyttelse og er nu gået i betalingsstandsning. 

Covid-19 har presset selv de stærkeste modevirksomheder i knæ. Det kan Bestseller skrive under på.

Den danske modegigant var en af de første herhjemme til at reagere på virusudbruddet med en stor fyringsrunde, grundet de store konsekvenser, det bragte med sig. Dengang udtalte Anders Holch Povlsen:

“Vi er alle havnet i en helt ufattelig situation, som lige nu rammer samfundet omkring os, både det nære men også det globale. Det handler først og fremmest om at redde menneskeliv, hvilket vi alle har den dybeste respekt og sympati for. For vores virksomhed betyder det, at vi pludselig befinder os i en krise, som vi alle ville have svoret, aldrig ville være mulig for os.”

Mens der igen er kommet gang i tøjsalget herhjemme, ser krisen ud til at have ramt Bestseller noget hårdere i andre dele af verden. I sidste uge kom det nemlig frem, at Bestseller Canada har anmodet om konkursbeskyttelse og derfor er gået i betalingsstandsning. Det skriver Børsen.

Under en konkursbeskyttelse kan Bestseller Canada stoppe med at betale sine kreditorer, mens selskabet arbejder på en plan for overlevelse. I Danmark svarer det til, at man som virksomhed går i en såkaldt rekonstruktion.

Ifølge det canadiske medie Retail Insider skylder Bestseller Canada 39 mio. dollars til kreditorer, hvilket svarer til 256 mio. kroner. Den primære del af gælden er til Bestsellers moderselskaber for indkøb af varer. Det oplyser Bestseller til Børsen.

“Vi har i en længere periode evalueret vores detailforretning i Canada, da denne ikke har været profitabel. Vi ønsker fortsat at drive detailforretning i Canada, og en konstruktiv dialog med samarbejdspartnere vil give os de bedste muligheder herfor, således at vi kan bevare flest mulige butikker. Denne dialog med samarbejdspartnere er i Canada styret via en standardproces, som vi derfor har igangsat,” lyder det fra finansdirektøren i Bestseller, Thomas Børglum Jensen.

Bestseller har 60 butikker i Canada, hvoraf størstedelen er Jack & Jones-butikker og Vero Moda-butikker.

Foto: Bestseller