I sidste uge spåede flere analyser dette års Black Friday til at slå alle rekorder. Mens nogle tal overstiger forventningerne, viser andre et fald sammenlignet med sidste års opgørelser. Zalando, DEAS, Nets og DIBS har offentliggjort deres nyeste tal for udsalgsdagen.

I de seneste år er Black Friday gået fra at være et forholdsvist ukendt fænomen til at blive en af årets største handelsdage. I år beretter nogle om nye rekorder sammenlignet med sidste års opgørelser, mens andre fortæller om et fald i danskernes købelyst på den store udsalgsdag.

Online platform sætter rekord

På online siden beretter Zalando, Europas førende online mode- og livsstilsplatform, om nye rekorder. Platformen deltog i Black Friday for fjerde gang og sluttede med endnu et rekordresultat på omkring to millioner ordrer. Zalando oplevede over 4.200 ordrer pr. minut mod sidste års milepæl på 2.000 ordrer i minuttet. Fra Black Friday-aktiviteter alene fik Zalando over 220.000 nye kunder. Dette er mere end en fordobling i forhold til 2017. Kundernes favoritprodukt var et par sorte sneakers, skriver Zalando i en pressemeddelelse.

 

Ny rekord i danske shoppingcentre

DEAS, som blandt andet administrerer og udvikler 18 shoppingcentre, er primært ejet af Danske Shoppingcentre P/S. Ifølge de nyeste tal fra DEAS er antallet af besøgende i de danske shoppingcentre steget med 5 procent i forhold til Black Friday i 2017, og det forventes, at Black Friday ender på en klar førsteplads over shoppingcentrenes største besøgsdage i 2018.

Den største besøgsvækst på Black Friday 2018 ses i de små og mellemstore centre, mens de store centre ligger mere stabilt.

“Black Friday er blevet en særdeles vigtig omsætningsdag i detailhandlen, som vi har stort fokus på at planlægge og klargøre. Vi oplever, at rigtig mange handlende foretrækker shoppingcentrene, hvor de kan se og prøve varerne, blive underholdt og få en helhedsoplevelse,” udtaler Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør for Center Management i DEAS, i en pressemeddelelse.

Det øgede antal besøgende begrundes med antal butikker og tilbud samlet ét sted samt den massive markedsføring.

 

Nets melder om et fald

Nets kan berette om, at forbruget med Dankort endte på 1,94 mia. kroner på Black Friday. Trods det høje forbrug blev rekorden dog stadig sat i 2017, hvor det nåede op på 2,1 mia. kroner.

“Vi forventede selvfølgelig, at Black Friday blev en af de allerstørste handelsdage nogensinde, og vi var spændte på, om rekorden fra sidste år ville blive slået, men med et dankort-forbrug på 1,94 mia. kroner lander vi 8 procent under Black Friday 2017. Det er formentlig et udtryk for, at mange butikker i år havde valgt at sprede deres slagtilbud over flere dage,” siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets og ansvarlig for Dankort, i en pressemeddelelse til Børsen.

Selv om udsalgsdagen ikke satte ny rekord i år, kan Black Friday alligevel ende som årets største handelsdag.

 

Transaktioner på nettet faldt

En samlet opgørelse fra DIBS over nethandlen på Black Friday viser, at den forventede rekord udeblev. Selv om DIBS, der hører under Nets, efter de første 10 timers handel registrerede en stigning i antallet af transaktioner på 63 procent sammenlignet med sidste år, så faldt stigningen til 4 procent omkring kl. 18. Det samlede resultat for Black Friday endte med at ligge 9 procent under det totale antal online transaktioner i 2017. Om årsagerne udtaler Henriette Høyer, salgsdirektør i DIBS, i en pressemeddelelse.

”Vi så en nærmest eksplosiv udvikling i nethandlen i de tidlige timer, men trods det nåede vi ikke op på 2017, der også var et vildt rekordår. Vores tidlige tal for Cyber Monday viser samme trend, nemlig en stigning i natte-shopping efterfulgt af et fald, når folk tager på arbejde.”

Trods den manglende rekord er Black Friday stadig en af årets allerstørste handelsdage inden for nethandlen.