Danskerne har købt mindre tøj i december end i november 2019. I forhold til december i 2018 er tøjsalget faldet med 6,3 procent.
Salget af dansk modetøj går tilbage, lød det i sidste uge fra Dansk Mode og Textil, og detailhandelsopgørelserne fra Danmarks Statistik har heller ikke været overvejende positive i løbet af 2019. Den kedelige udvikling synes at fortsætte.
Det samlede detailsalg er fra november til december 2019 faldet med 0,5 procent. En udvikling, der svarer til de fire foregående år, lyder det fra Danmarks Statistik.
Salget af varer i gruppen ’forbrugsvarer’ faldt med 1,1 procent fra november til december, og salget af ’beklædning mv.’ faldt med 0,3 procent.
”En forklaring kan være, at en del af julesalget er flyttet til november på grund af Black Friday og andre store handelsesdage,” skriver Danmarks Statistik, og november endte da også som årets bedste måned for detailhandlen.
Dog faldt salget af ’beklædning mv.’ 1,2 procent i november. Her må imidlertid bemærkes, at tallene fra Danmarks Statistik kun dækker de fysiske tøjindkøb og altså ikke køb i onlineforretninger.
På kvartalsbasis er er salget af ’beklædning mv.’ i fjerde kvartal gået tilbage med 3,0 procent i forhold til tredje kvartal, skriver Danmarks Statistik, der meddeler, at der generelt har været et fald i det samlede detailsalg i fjerde kvartal efter stigningen i tredje kvartal.
I forhold til december 2018 har den samlede detailhandel for december 2019 været 0,6 procent mindre. Specifikt for ’beklædning mv.’ lyder faldet på 6,3 procent.