De danske forbrugere har nordisk rekord i at shoppe online under Covid-19-krisen. Knap otte ud af ti danske forbrugere har foretaget et eller flere onlinekøb under pandemien. 

Forbrugernes adfærd i både Danmark og resten af Skandinavien er blevet påvirket og ændret under Covid-19. Forbrugerne efterspørger nu i højere grad onlinekanaler til indkøb og shopping. En tredjedel af de danske forbrugere angiver, at de har shoppet mere online, end hvad de gjorde før krisen.

Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget af PwC og Norstat blandt 5.600 forbrugere i Skandinavien.

Faktisk er de danske forbrugere dem, der har shoppet mest online under Covid-19 sammenlignet med de nordiske naboer. I alt otte ud af ti danske forbrugere har foretaget et eller flere køb online. Det er flere end i Sverige, hvor 72 procent har foretaget et eller flere onlinekøb, og Norge med 66 procent samt Finland med 67 procent.

Samtidig forventer 31 procent af de danske forbrugere, der har benyttet sig af onlineshopping under Covid-19, at de fremadrettet vil fortsætte med at anvende de digitale kanaler til shopping og dermed holde fast i den forøgede digitale forbrugeradfærd – også efter Covid-19. I Sverige vil 27 procent af forbrugerne holde fast i den ændrede adfærd, mens det i Norge er 29 procent og Finland 35 procent.

“Undersøgelsen giver erhvervslivet og særligt de mange detailbutikker et fingerpeg om, hvor vigtigt det er at kunne forstå og tilpasse sig de nye forbrugsmønstre, som Covid-19 har medført. Online shopping er en stigende præference for både de danske, men også resten af de skandinaviske forbrugere,” siger Michael Szczepanski, partner i PwC og leder i Strategy&.

Foto: Pexels