Delvis genåbning i marts sætter gang i butikssalget: Tøj- og skosalg stiger massivt

Detailsalget steg med knap 20 procent fra februar til marts, da dele af detailhandlen fik lov til at genåbne efter mere end to måneders nedlukning. Særligt salget af tøj og sko er steget i de fysiske butikker.

Den gradvise genåbning fra 1. marts 2021 betød, at butikker udenfor storcentre måtte åbne dørene op efter mere end to måneders nedlukning. Det satte gang i butikssalget, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Fra februar til marts 2021 er detailsalget steget med 19,8 procent – men selv om stigningen er stor, så ligger første kvartal af 2021 stadigvæk 3,6 procent lavere end fjerde kvartal af 2020.

 

Tøj- og skosalget stiger massivt

Genåbningen af de fysiske butikker bød på særdeles store stigninger for nogle hovedbrancher inden for detailhandlen. Blandt andet beklædning og fodtøj steg massivt med 226 procent efter et meget lavt niveau i januar og februar 2021 grundet nedlukninger.

Det er heller ikke mærkeligt, at det samlede detailsalg for marts 2021 er væsentligt højere end i marts 2020, hvor store dele af detailhandlen lukkede ned. Helt nøjagtigt 24,2 procent højere i marts 2021 end marts 2020.

Det er særligt salget i varegruppen ‘Beklædning og fodtøj’, der er gået frem i marts 2021 med en stigning på 112,1 procent siden marts 2020.

Kilde: Danmarks Statistik

Foto: Pexels