Den danske detailhandel oplever bedring, selvom mange køb til stadighed bliver foretaget online. Deloitte præsenterer en midtvejsanalyse af udvikling, trends og økonomiske bevægelser inden for den danske tøjbranche.
Deloitte præsenterer en midtvejsanalyse for den danske tøjbranche; en opdatering fra juli 2017, som er baseret på offentliggjorte selskabsregnskaber frem til december 2017. Modeanalysen omfatter fysiske tøjbutikker, producenter samt engrosvirksomheder. Populationen af nærværende analyse består af 877 engrosvirksomheder og 1677 detailvirksomheder.
”Modebranchen har det godt,” lyder det fra Morten Gade Steinmetz, partner i Deloitte og ekspert i mode- og luksusbranchen, i en pressemeddelelse.
Både omsætning og overskud er stigende, og den danske tøjbranche kan hæfte sig ved markant fremgang – særligt med henblik på eksport til Tyskland, som eskalerer salget. Tysklands efterspørgsel vinder frem med en vækst på 13,4 procent fra 2016 til 2017.
Læs også: Den danske beklædnings- og fodtøjseksport i vækst
Producenter og engroshandel oplever stigende omsætning, driftsresultater og overskud, og mange aktører inden for branchen har fået vendt forretningen og givet den negative udvikling fra sidste år modspil. Den gennemsnitlige overskudsgrad i 2016/17 landede på 10,8 procent; en stigning på 7,5 procentpoint.
Det er en lidt anden historie hos de fysiske modebutikker på dansk grund. Butikkerne oplever fortsat et pres fra onlinehandlen, hvor både tøj, sko og smykker er de mest populære købsvarer. Det er en udvikling, som tager til i vindstyrke, og som angiveligt kan have efterladt den danske detailhandel med en flad omsætning de tre forgangne år.
Læs også: Danskernes tøjforbrug er faldet
Omsætningen af tøj, sko og smykker inden for nethandel er – ud fra seneste analyse – steget med over 1,8 mio. kroner. De danske købsvaner på udenlandske webshops kan være en forklaring på den svage omsætning inden for den danske tøjbranche. På trods af det faldende forbrug i det danske detailled er Morten Gade Steinmetz optimistisk:
”Vi ser alligevel en bedring hos detailhandlen, hvor man er blevet dygtigere til at tjene penge. Det viser, at der stadig er plads til de gode købmænd.”
Ifølge midtvejsanalysen fra Deloitte har det gennemsnitlige resultat pr. ansat på to år mærket en stigning fra 24.000 kroner pr. år i 2014/15 mod 47.000 kroner i 2016/17. Overskudsgraden, i gennemsnit, er dermed steget fra 2 procent i 2014/15 til 3,6 procent i 2016/17.