Den familieejede webshop er nomineret til en erhvervspris for deres digitale gennembrud og store millionsalg af tøj gennem to webshops.

Et utal af iværksættere forsøger hver dag at knække koden til at få kunder til at få øjnene op for deres attraktive produkter. Døtrene Sabrina og Christina Schmidt Paulsen og deres mor Hanne Schmidt Paulsen fra Tjæreborg ved Esbjerg har fundet nøglen til succes med digital marketing på deres webshop Fashionbystrand. Derfor er de nu blandt de fem nominerede til ‘Den Sydjyske Erhvervspris’ i kategorien Digitalisering.

6-dobling af salg
For fem år siden købte de webshoppen Fashionbystrand.com. Siden de overtog webshoppen, er salget øget med 600 procent.

“Jeg har stolet på mine døtres mavefornemmelse,” fortæller Hanne Schmidt Paulsen, der oprindeligt kommer fra finansverdenen og et arbejdsliv som bogholder.

Det var hendes datter Sabrina, der arbejdede i tøjbranchen som grafisk koordinator, der en aften fortalte sin mor om, at Fashionbystrand.com var til salg. Hun drømte om at købe det, men tænkte det var urealistisk. Hanne lyttede og fandt lommeregneren frem. Et halvt år efter – i 2018 – var der underskrevet en købskontrakt.

Samler familien
Hanne Schmidt Paulsen beskriver det som en rejse, der konstant er i vækst. Siden er datteren Christina også kommet med i foretagendet, der i dag har 14 ansatte, og hvor både Hannes mand, farmor og mormor samt to svigersønner også træder til, når der er brug for deres hjælp.

“Det er en livsstil for os, og for mig er det da fantastisk at få lov til at være med i det, som mine døtre skaber,” siger Hanne Schmidt Paulsen, hvis virksomhed nu er indstillet til Den Sydjyske Erhvervspris i kategorien digitalisering.

Den digitale succes
Udover Fashionbystrand.com ejer familien i dag også Mulieres.dk. Forretningskonceptet består af indkøb og salg af populære danske fashion brands, samtidig med at de netop har lanceret deres eget brand INA Copenhagen, som ChristIna designer fra sit hjem i København, deraf navnet.

Hanne Schmidt Paulsen og døtrene vidste fra dag ét, at de opererer på et marked, hvor der er store aktører med helt andre muskler, end de kan præstere. Men det har ikke skræmt dem. I Tjæreborg handler det om personligt nærvær i en digital verden.

“Jeg er ikke i tvivl om, at vi vinder på at være mere personlige. Vi gør meget ud af billeder og videoer med varme og på at være tæt på i kundekontakten,” siger Hanne Schmidt Paulsen, der ser sine to døtre og de øvrige unge medarbejdere i virksomheder hele tiden afsøge nye veje.

Webshoppen har I dag har 220.000 følgere.

En klar strategi
I fem år har Esbjerg-teamet arbejdet med en ambitiøs digital strategi. De er på Facebook, Instagram og TikTok. De benytter sig af nyhedsbreve, Google Ads, influencer marketing, SEO-optimering, Youtube og Live shopping en aften om ugen på både Facebook og Instagram.

“Vi prøver hele tiden nye initiativer for at se, hvad der giver den bedste forretning, og hvordan vi når længst ud,” siger Hanne Schmidt Paulsen og understreger, at IT-sikkerhed samt digitalisering af webshop, lager- og forsendelsessystem er en del af den digitale udvikling.

Next step Norge
Nu er familievirksomheden klar til næste step og har netop etableret sig på det norske marked.

“Vi er ved nu ved at indhente en masse data og læring om norsk kundeadfærd. Vi har brug for solid viden, inden vi ruller vores markedsførings set up ud,” slutter Hanne Schmidt Paulsen.

Den Sydjyske Erhvervspris
JydskeVestkysten og Erhvervshus Sydjylland uddeler i samarbejde Den Sydjyske Erhvervspris. De hædrer sydjyske virksomheder, der har gjort sig særligt bemærket inden for kategorierne digitalisering, grøn omstilling og eksport. Vinderne bliver offentliggjort 8. juni.