Det er kun tre år siden, at butikkerne åbnede. Nu lukkes de igen, idet kæden udelukkende vil fokusere på onlinehandel.
For tre år siden etablerede H&M Group butikskæden Afound, som udelukkende skulle forhandle udsalgsvarer fra det svenske selskabs mærker såsom H&M, Weekday og Cos.
I løbet af de tre år er fem butikker åbnet, ligesom Afound også findes som en europæisk webshop. Nu meddeler H&M Group dog til det svenske medie Aftonbladet, at de fem butikker lukkes ned, idet kæden udelukkende vil fokusere på onlinehandel.
Webshoppen har udviklet sig i stor stil, hvor kunder i dag kan handle udsalgsvarer fra hundredvis af modebrands udenfor H&M-koncernen såsom Abercrombie & Fitch, Adidas, Diesel og G-Star. Afound forhandler også en række udsalgsvarer fra luksusmærker som Gucci, Bottega Veneta og Gucci.
H&M Group oplyser til det svenske medie, at butikslukningerne vil berøre omkring 40 ansatte.
Foto: H&M