Forbrugerne benytter sig mere og mere af internettet, når det gælder køb af tøj. Denne udvikling har den svenske tøjgigant tænkt sig at handle på ved at gentænke deres fysiske butikker. Det skriver Financial Times.

For bare få dage siden skrev TØJ om direktørskifte og et positivt regnskab hos H&M på trods af en modeindustri i massiv forandring. Ifølge Financial Times offentliggør Hennes & Mauritz nu også planer om at tilpasse sine mere end 5.000 fysiske butikker til den fortsat stigende nethandel.

Den svenske tøjkoncern er ligesom mange andre modekoncerner blevet hårdt ramt af den stigende e-handel. I takt med denne udvikling samt den nylige rokade i toppen af virksomheden, har H&M nu planer om at gøre 2020 til et år, hvor tingene gøres anderledes. H&M forventer det laveste antal butiksåbninger i årtier, da de tror på, at butikkens rolle vil ændre sig som resultat af digitaliseringen.

”Vi er overbeviste om, at butikkernes rolle vil ændre sig”, siger Karl-Johan Persson, som netop er stoppet som direktør og i stedet blevet bestyrelsesformand, til Financial Times.

Planen er at gøre butikkerne til fysiske platforme for nethandlen, som skal fungere som logistiske omdrejningspunkter for leveringer, afhentninger og returvarer. Personen, som skal stå i spidsen for de fremtidige planer, er den nyudnævnte administrerende direktør for H&M, Helena Helmersson.

”Det er en af de ting, som vil blive super spændende at forstå i vores videre færd. Hvordan vi ser butikkerne i dag med den digitale vækst, der bevæger sig hurtigere. Vi har en fantastisk fordel med vores fysiske butikkers netværk,” udtaler Helena Helmersson til Financial Times.

Hennes & Mauritz blev grundlagt tilbage i 1947. Udover de mange butikker under eget navn har koncernen H&M Group også kæderne Cos, Monki, Weekday, & Other Stories, H&M Home, Arket og Afound.

Sidste år lå den samlede omsætning i H&M på 233 milliarder svenske kroner.