Snart vil danske forbrugere kunne handle de minimalistiske mode- og livsstilsprodukter fra den japanske detailhandelskæde i København.
Tilbage i august 2019 åbnede den japanske butikskæde Muji sin første forretning i Danmark på 4. sal i stormagasinet Illum.
Dengang kunne kæden afsløre, at de allerede i 2020 ville udvide danskernes mulighed for shopping i Muji og dermed åbne sin første flagskibsbutik i Danmark.
Muji er tilsyneladende blevet så glade for placeringen på 4. sal i Illum, at de har valgt at udvide forretningen her og åbne en ny 1.900 kvadratmeter stor flagskibsbutik. Det fremgår i en pressemeddelelse.
Hermed kommer butikken også til at gå under navnet Muji Illum Copenhagen.
Udover de sædvanlige minimalistiske og tidsløse produkter vil man i den nye butik kunne opleve det multifunktionelle rum Open Muji, der vil have til formål at afholde foredrag og workshops af designere, forfattere og lokale fødevareleverandører.
En anden feature ved den nye butik er Muji Community Market, som er baseret på et koncept om at forene mennesker og samfund. Muji Community Market vil finde sted året rundt med et nyt tema hver måned.
Butikken åbner fredag den 9. oktober 2020.
Foto: Muji