Som et led i at udvide markedspositionen præsenterer highend-virksomheden en ny webshop til sine skandinaviske kunder. 

Det går rigtig godt hos luksusvirksomheden Group 88, der har forhandlet highend-brands som Gucci, Balenciaga og Burberry i over 30 år. I de sidste to regnskabsår har virksomheden levereret positiv vækst, hvor omsætningen i det seneste offentliggjorte regnskab nærmer sig den halve milliard.

I 2019 kunne koncernen tilmed åbne dørene til multibrandbutikken for mænd Collage the Shop på Lilletorv i Aarhus, hvor de i forvejen havde en butik til kvinder i Aarhus og en til mænd i København.

Nu bliver næste skridt taget i ambitionen om at udvide virksomhedens markedsposition som den førende high-end luksusudbyder i Skandinavien.

Virksomheden lancerer nemlig en ny webshop fyldt med international luksusmode med et skandinavisk udtryk. Det skriver Group 88 i en pressemeddelelse.

“Efter 30 års detailhandel er vi eksperter på vores markeder og kunder. Det er derfor med stor glæde, at vi nu kan levere vores ekspertise og produkter til en endnu større kundebase via collagetheshop.com,” lyder det fra luksusvirksomheden i pressemeddelelsen.

TØJ har fået en uddybende kommentar fra Marius Møller, der er COO hos Group 88:

“Vi relancerer en ny version af vores e-commerce platform med henblik på at nå bredere ud til de kunder, der ikke lige har mulighed for at besøge vores fysiske forretninger i København, Aarhus, Oslo eller Stockholm – eller de, der hellere ønsker at shoppe online. Vi ønsker med denne webshop at være en loyal og troværdig leverandør af luksus, der med lokalkendskab til trends, sæsoner og forbrugsmønstret dedikeret kan servicere hele Skandinavien med et bredt udsnit af den absolutte internationale luksus.”

Han fortsætter:

“Webshoppen lanceres den 1. oktober 2020 klokken 12.00 og vil kontinuerligt være under udvikling, så vi altid opretholder et interessant indhold, der kan inspirere og vejlede forbrugeren til det korrekte produkt.”

Foto: Collage the Shop