Den danske e-handel i 2018 vil stige med 23 procent siden sidste år. Tøj, sko og accessories er den type af fysiske produkter, som danskerne bruger flest penge på.
En ny rapport fra DIBS Payment Service viser danskernes samlede online forbrug på både danske og udenlandske webshops i 2018. Rapporten forudsiger, at danskerne handler online for 133,5 mia. kroner i 2018. Det er en stigning på 23 procent sammenlignet med sidste års forbrug.
Udviklingen tegner et billede af, at danskerne for alvor har taget e-handel til sig. Mere end 54 procent i 2018 køber tøj, sko og accessories på nettet. Det gør tøj, sko og accessories til den type af fysiske produkter, som danskerne bruger flest penge på. I 2017 var det lige under halvdelen af danskerne, som shoppede beklædning på internettet.
Danskerne fornyer altså garderoben online, hvor aldersgruppen, der køber mest tøj online, er de 35-44-årige kvinder.
Årsagerne til, at e-handel stiger inden for beklædning, er blandt andet grundet, at det er nemt at sammenligne priser på tværs af webshops, og det er hurtigt og nemt at shoppe online på mobilen.
Danskernes forbrug fordeler sig på tre kategorier
I rapporten inddeler DIBS danskernes forbrug online i tre kategorier:
Rejser: ferier og transport, for eksempel, flybilletter, lejebil, taxature og charterrejse. Rejser udgør 50 procent svarende til 67 mia. kroner af det samlede e-handelsforbrug i 2018.
Varer: fysiske produkter, for eksempel tøj, møbler, dagligvarer. Varer udgør 35 procent og 46 mia. kroner af det samlede e-handelsforbrug i 2018.
Tjenester: ikke-fysiske produkter, for eksempel online køb af medlemskab, telekommunikation, velgørenhed og forsikring. Tjenester udgør 15 procent svarende til 20 mia. kroner af det samlede e-handelsforbrug i 2018.