Et nyt fokus og et løft af byrummet har været med til at vende den negative udvikling for Aabenraas butiksliv.
Siden finanskrisen har flere byer rundt om i landet haft problemer med at få fyldt butikslokalerne i de lokale gågader. Mange har måttet dreje nøglen om, og Aabenraa har ikke været nogen undtagelse indenfor denne tendens. Men efter flere års tilbagegang er udviklingen nu vendt i Aabenraa.
Ifølge tv2.dk skyldes udviklingen blandt andet, at kommunen i 2017 satte 18 millioner af til byudvikling. I 2016 var der 21 tomme butikslokaler i Aabenraa. I dag er tallet halveret – og der er tre nye butikker på vej.
”Der er kommet en optimisme i byen. Mit afsæt for en god gågade er, at man kan købe julegaver til hele familien. Og det kan man her,” fortæller Thomas Andresen, som er borgmester i Aabenraa.
Det er især det lokale aspekt: historien, autencitet og nærhed, der skal være i fokus, hvis udviklingen skal vendes. Konkurrencen med nethandel er hård, men det er på disse parametre, at den fysiske handel og byliv skal overleve, lyder det fra chefkonsulent for Regional Erhvervsudvikling ved Dansk Erhverv, Per Thye Rasmussen:
”Vi vil have en oplevelse og nærmest kende vinstokken, som vinen kommer fra, eller geden, som har givet mælk til osten. Forbrugeren søger fortællingen bag varen og den vejledning, de kan få i en butik. Flotte facader betyder også meget for, at de handlende føler sig tilpas i byen og vælger den fysiske handel til.”
Den generelle holdning fra Dansk Erhverv er, at man ikke skal frygte nethandlen, men i stedet tage konkurrencen op og blive bedre til at efterkomme forbrugernes behov. Dansk Erhverv påpeger også forbrugernes eget ansvar, og opfordrer til at handle lokalt.