Med et nyt partnerprogram vil modeplatformen Miinto tilbyde brands at supportere deres fysiske forhandlere bedre. Programmet skal give de deltagende brands mulighed for ikke blot at sælge deres produkter ind i butikkerne, men også hjælpe butikkerne med at sælge ud til forbrugerne.
Hos online modeplatformen Miinto har de fornyligt sat gang i et nyt partnerprogram. Brands som Tommy Hilfiger, Custommade og Selected er blandt de 200 brands, som har valgt at deltage i programmet, der skal optimere og effektivisere de fysiske butikkers eksisterende varelager via bedre gennemsalg.
”Størstedelen af modesalget sker stadig gennem fysiske modebutikker, hvilket betyder, at størstedelen af produkterne også stadig befinder sig der. Vi har de seneste ni år samlet over 1.400 modebutikker på Miinto, og har nu skabt en unik formel for, hvordan vi sammen med brandsene kan hjælpe deres butikker endnu bedre med at få solgt de varer, de har på hylderne, via et bedre gennemsalg uden ekstra omkostninger,” fortæller stifter og CEO, Konrad A. Kierklo, i en pressemeddelelse til TØJ.
Konkret går konceptet ud på, at butikkerne på enkel vis kan tilføje en ekstra salgskanal ved at koble sig på Miinto, fordi brandsene har gjort alt forarbejdet ved at dele billeder, beskrivelser og stregkoder med Miinto. Informationerne fra brandsene bliver koblet med butikkernes kassesystemer, for at finde ud af, hvilke butikker der har hvilke styles på lager. På den måde kan brandet blandt andet hjælpe butikkerne med at flytte varer fra en butik til en anden. Med partnerprogrammet ønsker Miinto således at løse problematikken med, at butikkerne brænder inde med produkter.
For Custommade, som er et af de deltagende brands, ser de partnerprogrammet som en oplagt mulighed for at tage ansvar for salget i butikkerne.
”Denne service fra Miinto er en oplagt mulighed for at optimere vilkårene og gøre det nemmere at være butik i et presset marked, samtidigt med at kundeoplevelsen kan blive mere lokal og personlig. Vi er bevidste om, at onlinehandlen i dag udgør en større og større andel, men vi skal ikke glemme de vigtige fordele, der fortsat ligger hos de fysiske, dygtige forhandlere derude,” forklarer Niels Dam, CEO hos Custommade.