Med investeringen tager den danske emballagevirksomhed Re-Zip et stort skridt i retningen mod at gøre returemballage lettere tilgængeligt med blandt andet en billigere pris for kunderne. 

Hver uge forlader millionvis af pakker danske webshops og finder vej ud til forbrugerne. Varerne pakkes ind i pap og plastik, og de mange tons emballage ender i bedste fald i en genbrugscontainer og i værste fald i naturen.

Affaldsstrømmen for emballage til webshops stiger i samme hastighed som danskernes digitale indkøb. Derfor mener emballagevirksomheden Re-Zip, at der skal tænkes i bæredygtige løsninger til pakkeposten.

Re-Zip har siden 2018 tilbudt cirkulær emballage til e-handlen. Nu – tre år efter – har emballagevirksomheden fået en millionindsprøjtning af investorvirksomheden Planetary Impact Ventures. Det skriver Re-Zip i en pressemeddelelse via Ritzau.

Den cirkulære emballage fra Re-Zip kan genbruges mellem 10-30 gange og derved reducere CO2-udledningen med op til 88 procent sammenlignet med almindelig engangsemballage, oplyser virksomheden.

Emballagen kan i dag vælges som forsendelse i mange webshops og kan efter modtagelse af pakken returneres via de røde postkasser – både nationalt og internationalt – hvorefter den kan genbruges til nye forsendelser.

Returemballagen har indtil nu kostet 35 kroner pr . stk., men med investeringen fra Planetary Impact Ventures kan Re-Zip skabe en mere effektiv infrastruktur for returnering og derved fremadrettet tilbyde løsningen for 10 kroner.

“Drømmen om et lettilgængeligt og brugervenligt retursystem for emballage er kommet et skridt tættere på. Udover en billigere pris for kunderne er målet også at flytte retursystemet fra postkasserne over til opsamlingssteder, hvor vi i forvejen plejer at hente og sende pakkepost,” siger Bo Boddum, der er grundlægger og CEO i Re-Zip.

 

En million forsendelser i 2023

Målet er at gøre returemballagen landsdækkende. Re-Zip har allerede flere aftaler på plads med pakkeshops og regner med at kunne åbne det første opsamlingspunkt til september i år. Men det vil kræve mange ressourcer og hårdt arbejde, pointerer Bo Bodum i pressemeddelelsen.

“Indtil nu har infrastrukturen været den store flaskehals i vores system, men med den nye investering tør vi satse på en underskudsforretning i de kommende år, der fremadrettet vil føre til, at vores løsning vil blive markedsdominerende. Vi kan skrue prisen på vores produkt ned for både butikkerne og slutbrugeren og på den måde for alvor få gang i hjulene. I sidste ende er det en fordel for alle – ikke kun for forbrugerne, men også for klimaet og butikkernes CSR-strategier,” siger han videre.

I 2021 er der indtil nu sendt 10.000 pakker med Re-Zip-emballagen. Virksomheden forventer, at de med det nye setup kan nå en milepæl på en mio. forsendelser i 2023.

Foto: Re-Zip