Den danske modeportal Miinto har netop modtaget en investering på 150 mio. kroner fra Bestseller-ejer og eksisterende investor i modeportalen, Anders Holch Povlsen, til yderligere ekspansion.
Den danske modeportal Miinto får tilført 150 millioner kroner i kapital fra Anders Holch Povlsen, ejer og adm. direktør i modevirksomheden Bestseller A/S. Investeringen sker gennem Anders Holch Povlsens selskab Heartland A/S, der siden 2016 har været majoritetsejer i Miinto.
Miinto har formået at skabe en massiv vækst i salget i alle lande samtidig med en stigning i antallet af lokale partnerbutikker. Den nye kapital til Miinto er øremærket en fortsat international ekspansion på både nye og eksisterende markeder samt store investeringer i udvikling af teknologi og produkter.
”Det er ingen hemmelighed, at vi har store vækstambitioner. Derfor vil vi rigtig gerne udnytte det momentum, vi har i øjeblikket, og vi er yderst stolte og ydmyge omkring den fortsatte opbakning fra vores investorer, som fortsat tror på vores vækststrategi,” forklarer adm. direktør og stifter af Miinto, Konrad Kierklo.
Hos Heartland A/S bakker man op om strategien. Det er anden gang på under to år, at Heartland A/S investerer et trecifret millionbeløb i virksomheden.
”Vi har været med på rejsen siden 2016, og den fornuftige udvikling, som Miintoteamet leverer, vil vi fortsat gerne bakke op om. Samtidig tror vi på, at Miintos koncept, hvor forbrugerne handler med ’rigtige mennesker’ fra lokale butikker, er en udvikling, der forstærkes de kommende år,” siger Lise Kaae, adm. direktør hos Heartland A/S.
Miinto er netop ekspanderet til både Tyskland, Frankrig, UK, Italien og Spanien. De har længe arbejdet sammen med fysiske butikker fra disse markeder og har nu også åbnet for onlinesalg i de fem lande. I 2021 vil fokus fortsat være på udviklingen af virksomhedens eksisterende partnere samt tilkoblingen af flere til platformen, understreger Konrad Kierklo.
Foto: Miinto






