På vækstrejsen mod at blive en af Europas førende leverandører af liveshopping-løsninger har den danske softwarevirksomhed valgt modeportalen som ny investor og strategisk partner. Modeportalen køber 30 procent af virksomheden for et tocifret millionbeløb. 

Modeportalen Boozt har endnu en gang hevet investeringskroner op af lommen. Tidligere på året opkøbte de 100 procent af det danske modebrand Rosemunde, og nu har de investeret i den danske softwarevirksomhed Liveshopper.

Virksomheden har udviklet en softwareplatform, der gør liveshopping tilgængelig for virksomheder, der ønsker at skabe en mere engagerende og inspirerende shoppingoplevelse. Liveshopper er nu klar til næste væksthop og har derfor søgt nye investorer, hvor valget er faldet på Boozt.

 

Liveshopping er i vækst

Selvom liveshopping er et relativt nyt fænomen inden for onlinehandel, er væksten på området massiv. Konsulenthuset McKinsey forudser på basis af den eksplosive udvikling i Kina, at onlinesalg genereret af liveshopping vil stå for mellem 10 og 20 procent af al e-handel allerede i 2026.

Boozt har gennem de seneste år gjort sig egne succesfulde erfaringer med liveshopping events og er nu parat til at udvikle formatet yderligere og samtidig tilbyde liveshopping services til virksomhedens mere end 1.200 brand-partnere. Det fortæller Peter G. Jørgensen, CMO og medstifter af Boozt.

”Liveshopping er inde i en rivende udvikling, og vinder hastigt frem på global skala som succesfuld salgskanal. For mange er det en fast og ufravigelig del af virksomhedens markedsføringstiltag. Vi tror på, at liveshopping bliver et stærkt konkurrenceparameter i fremtidens e-handel. Vi ser både store muligheder for at skabe tættere bånd til vores kunder, mellem kunder og brands, og så ser vi et spændende potentiale i at tilbyde en bred vifte af liveshopping muligheder til vores mange brand-partnere. Et potentiale vi glæder os til at indfri sammen med teamet i Liveshopper,” lyder det fra medstifteren.

 

Ny CEO i Liveshopper

I forbindelse med investering fra Boozt får Liveshopper ny CEO. Den 1. maj overtager Tim Frank Andersen, der er medstifter og investor i virksomheden, nemlig rollen som CEO fra Brian Frisch, som ligeledes er medstifter. Han vil fremover varetage rollen som CTO. Den tredje medstifter, Marc Eley, fortsætter som udviklingsdirektør i selskabet.

”Vi betragter Boozt som den perfekte samarbejdspartner for os. Dels har Boozt meget dyb viden om e-commerce som en af Nordens største aktører, og dels har de stærke relationer med over 1.200 brands, som vi glæder os til at tilbyde vores services og løsning – på tværs af de markeder, som Boozt opererer i,” udtaler siger Tim Frank Andersen.

Boozt’ finansielle forventninger for 2022 er upåvirket af investeringen.

 

Foto: Tim Frank Andersen (tv) og Peter G. Jørgensen (th)